Linjen Home Is Where Your Heart Is stammer fra en fællessang tilegnet Helga Köhler, en tysk hjerteveninde af Matilde Mørk. Som refræn er den allerede i færd med at bevæge sig mellem kroppe, men passagen giver ikke helt slip. En pot snøres ind i et net, læderremme snor sig ned i en mursten, fotografier, udklip og håndskrevne lapper overlapper hinanden, deres kanter skærer ind i hinanden
I Julie Stavads værker bliver det, der støtter, flydende og sejt: Én ting bærer ved at presse sig ind, en anden holder sammen ved at holde igen, og det, der omslutter, bliver selv trukket ud af form.
På åbningsaftenen skærer Stina Strange Thues rødklædte krop gennem rummet og vender siden tilbage på video, klippet fri af sin baggrund, hverken helt her eller der. Imens slipper refrænet ud sammen med publikum og videre ud på Artist Run Aarhus’ kunstrute. rum46 bliver liggende i vandringen som en membran, hvor passage skifter fart, hæfter og går videre.
Udstillingen og festivalen deler titel og folder sig ind i hinanden på rum46, hvor den større bevægelse snævres ind, bliver tættere og fortsætter med at sive videre.
Hjemmet sidder i “mellemrummets skælvende spænding” (Astrida Neimanis), i den urene kontakt mellem at holde og slippe, trænge ind og blive holdt ude, høre til og allerede være på vej, porøst nok til passage, sejt nok til ikke at gå i opløsning.
