I udstillingen Hard Words på HFKD mødes to kunstneriske praksisser, der kredser om det, som er vanskeligt at formulere. Titlen peger ikke kun på ord, men på modstand og på selve det at gøre sprog og erfaringer fysiske – hærde dem.
Melanie Kitti og Carl Mannov bruger maleriet som et sted, hvor indre tilstande registreres frem for at forklares. Udstillingen samler værker, der opleves som fragmenterede kig ind i en række mentale landskaber. Sansning, tegn og materialer bliver topografiske redskaber, der hjælper os med at navigere rundt.
Hos Melanie Kitti tager orienteringen udgangspunkt i materialet. Hendes malerier – porøse, freskolignende lag på forskellige rester – fremstår bevidst ujævne og forskudte. Formaterne er ikke stramt rektangulære, men kan være skæve, afbrudte eller mangle hjørner, som var de brudstykker af noget større. I overfladerne anes delvise figurationer: Et udsnit af en gul myre, en rød form med fosterlignende træk, bløde felter, der støder sammen. Motiverne synes at boble frem af materialet snarere end at være fastlagt på forhånd. Den let rå tilgang giver værkerne karakter af noget, der både kan være under dannelse og under opløsning.
Kittis billeder kan opleves som en form for mindearkæologi – aftryk fra underbevidstheden – hvor fragmenterede dyr og kropslige spor optræder som tegn på noget, der ikke er fuldt tilgængeligt. Her kan man tale om en form for temporal dybde: Betydningen folder sig ud i bidder over tid, og billederne fastholder en forskudt dramaturgi. Forståelse opstår gradvist. Det er malerier, der insisterer på, at erfaring og erindring ikke fremtræder samlet, men sporadisk og i stumper.
Hos Carl Mannov er billedrummet mere regulært, men motiverne præges af forskydning. Hans oliemalerier viser unge figurer i interiørs og situationer, ofte set gennem en fiskeøje-lignende optik, hvor enkelte detaljer trækkes ud af proportion og får næsten geometrisk karakter. Figurer og rum glider ind i hinanden og skaber en let psykedelisk, men samtidig kontrolleret billedverden.
Portrætterne udspringer af et længerevarende karakterstudie med en tilbagevendende observerende persona. Figuren fungerer som et greb til at undersøge de forventninger, der knytter sig til kunstnerisk og intellektuel identitet, og peger på spændingen mellem et privat mentalt rum og det mere iscenesatte billede, der træder frem i offentligheden.
I værkerne kredser Mannov desuden om sproglig erfaring som noget grundlæggende sanseligt. Med afsæt i idéen om, at sprog i sig selv er synæstetisk – at en lyd kan fremkalde billeder, følelser og abstrakte begreber – undersøger malerierne, hvordan betydning opstår, når form, farve og perception mødes. Det analytiske og det kropsligt erfarede flettes sammen.
Udstillingen og titlen selv, Hard Words, er flersidig. Den kan pege mod sårende eller tunge ord, tage form som erfaringer eller traumer, der sætter sig som mærker i Kittis fragmenterede billedverden. Den kan læses som “svære ord”: Den sproglige og teoretiske bearbejdning af kunst og identitet, som Mannovs værker både trækker på og gør modstand imod. Den kan skabe noget konkret poetisk, når sprog og bevidsthed forsøges legemliggjort.
Som et fælles greb i udstillingen har de to kunstnere udviklet en serie skulpturelle bænke, der fungerer som faste holdepunkter i rummene. Bænkene forbinder værkerne på tværs og inviterer publikum til at stoppe op og mærke, hvordan læsningen ændrer sig med kroppens position. De understreger udstillingens bevægelse mellem det sansede og det reflekterede.
Hard Words kan opleves som en vandring gennem indre landskaber. Her giver billeder, tegn og materialer ikke entydige udsagn, i stedet opstår betydning gradvist og i friktionen mellem det porøse og det strukturerede, mellem det, der mærkes, og det, man forsøger at få sagt.
Kilde:
HFKD
HFKD
