Nathalie Dahl tager i udstillingen Flora Memoria udgangspunkt i det, der i projektet betegnes som etnobotanik – menneskets lokale brug af planter og de traditioner og fortællinger, der knytter sig til dem. Planterne bliver således ikke blot et motiv, men bærere af viden, erindring og kulturelle spor. Dahl, der står bag designbureauet Von Linné, arbejder med tekstil og særligt med originale unika plantetryk, blandt andet i samarbejde med det lokale Vrå Dampvaskeri.
Ved siden af Flora Memoria viser Kunstbygningen i Vrå gruppeudstillingen Porøse Grænser, der gennem keramik undersøger vor tids porøsitet i forhold til naturen.
Dahls arbejde med plantetryk skaber en interessant modpol til keramikkens mineralogiske og geologiske udgangspunkt. Hvor leret peger mod jord, mineraler og lange tidsperspektiver, arbejder Dahl med planteriget og materialer, der er langt mere forgængelige.
Med de to udstillinger ønsker Kunstbygningen i Vrå at skabe mere end en traditionel kunstoplevelse. Porøse Grænser og Flora Memoria følges derfor af aktiviteter, hvor publikum selv kan undersøge materialer og processer. En serie workshops giver publikum mulighed for at arbejde med ler og plantetryk. Sammen inviterer de publikum til at se nærmere på det, der forbinder os med det sted, vi lever – og på hvordan kunst og håndværk kan åbne vores blik for natur, materialer, erindring og forandring.
Til ferniseringen introduceres udstillingen af Signe Højmark, leder af Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen, Peach Corner samt af Nathalie Dahl.
