inter.pblc præsenterer Rasmus Myrups flaksende figurer, der hænger fast i deres flapper på dagens afgrund. Med referencer til jernalderens metalrelieffer, men solidt forankret i den ironiske tidsalder, kryber skulpturerne i denne udstilling op ad væggene og klamrer sig fast.
Skulpturerne er delvist inspireret af kravlenisser, en form for folkedekoration, der udspringer af det 20. århundredes moderne papirdukker. I stedet for blot at vise tøj og tilbyde udskiftelige outfits er disse figurer tænkt som uartige, drillesyge todimensionelle mannequiner – facsimiler af små husånder, der bevæger sig gennem det hjemlige landskab.
I denne udstilling bevæger skulpturerne sig hen over trappelignende hylder. Figurerne klatrer, styrter og slapper af på de statiske trin, der ikke fører nogen steder hen. Figurerne fastholder kun en overfladisk, illusorisk dybde (på den måde ligner de i hvert fald nogle mennesker…). Aluminiumsplader er blevet banket med hammer for at fremkalde deres ubeslutsomme lemmer, ude af stand til helt at falde til ro i en bevægelse eller en positur.
Uanset om det er social opstigning eller simpel elevation, de søger, er figurerne frosset i deres kvantetilstande – skulderleddet er låst, men armen flakser. Overkroppen er stillestående, men benene kan ikke beslutte sig for om de vil hvile eller løbe væk. De facto ender de med ikke at komme nogen vegne, selvom gestikken antyder fremskridt. Ak, det eneste de faktisk opnår er, som nævnt, at klamre sig fast … én dag mere …
Kilde:
inter.pblc
inter.pblc
