I forlængelse af Rasmus Rosengaards mangeårige undersøgelse af strukturer og materialitet i sine monokrome malerier, videreføres bearbejdningen af flader og materialer i denne soloudstilling i nye værker til keramikkens tredimensionelle form. Den nye værkserie tager form af urner, der brændes i en ovn, som Rasmus Rosengaard selv har bygget i sin have i forlængelse af sit atelier. I ovnen opstår værkernes endelige udtryk i et samspil mellem kunstnerens intention og lerets, ildens og askens egne processer under brændingen.
Rasmus Rosengaards materialebaserede praksis kan betragtes som en endeløs aflejring af overflader. Samtidig fremstår værkerne uden titler og dateringer og placerer sig uden for en lineær tidsfortælling. De står ikke som afsluttede objekter, men som materielle vidnesbyrd om processen for deres tilblivelse.
Denne procesbaserede tilgang, hvor leret formes, brændes, glaseres og brændes på ny, giver plads til materialets eget liv i værkernes skabelse. Urnerne udspringer dermed af en arbejdsproces præget af improvisation og åbenhed over for en vis uforudsigelighed og flygtighed, som tilfører dem en karakter af vanitas – som beholdere for tid, forandring og forgængelighed.
I brændingen af Rasmus Rosengaards keramik bliver naturens processer ikke et motiv, men en model for værkernes tilblivelse gennem lagdeling, aflejring og omdannelse. I kunstnerens værker udfoldes dette konkret i lerets og glasurens overflader, hvor ophobning og opløsning, det massive og det porøse mødes. Overfladerne fremstår som skorper eller aflejringer, der leder tankerne mod geologiske formationer såvel som arkæologiske fund, hvor tidens spor træder frem gennem materialernes lag.
Udstillingens åbningstider:
torsdag 27 aug kl 17-19
fredag 28 aug-lørdag 29 aug kl 11-18.
derefter torsdag og fredag kl 14-17 frem til 25 sep.
torsdag 27 aug kl 17-19
fredag 28 aug-lørdag 29 aug kl 11-18.
derefter torsdag og fredag kl 14-17 frem til 25 sep.
Kilde:
Boiler
Boiler
