Fernisering – Rirkrit Tiravanijas: A MILLION RABBIT HOLES

torsdag 6 mar 2025 kl 17 - 20

Ny udstilling i Gammel Strand sætter fokus på fællesskab og fordomme.

Installation view, Rirkrit Tiravanija, A MILLION RABBIT HOLES, 2024. Foto: Ben Westoby. Courtesy kunstneren og Pilar Corrias, London.

Ny udstilling i Gammel Strand sætter fokus på fællesskab og fordomme.


info

Fernisering – Rirkrit Tiravanijas: A MILLION RABBIT HOLEStorsdag 6 mar 2025 kl 17- 20
Gratis

Gammel Strand åbner den 6. marts 2025 Rirkrit Tiravanijas A MILLION RABBIT HOLES – en totalinstallation, der reflekterer den feberhede stemning op til det amerikanske valg og den polarisering, som USA gennemgår.
Rirkrit Tiravanija er en af de mest indflydelsesrige samtidskunstnere, og en pioner indenfor deltagerbaseret samtidskunst. Tiravanijas værker stiller skarpt på det, der forbinder os på tværs af forskelligheder. Et tema, der føles mere aktuelt end nogensinde i en tid præget af desinformation, alternative sandheder og ekkokamre.
”Jeg tror, de fleste af os – uanset politisk observans – er forpustede over, hvordan den nye administration i USA er kommet fra start” siger Nanna Hjortenberg, direktør i Gammel Strand. ”Mens vi vænner os til en ny verdensorden, spiller kunsten en vigtig rolle i at forbinde os som mennesker på tværs af politiske og værdimæssige skel og i at nedbryde de fordomme, der nemt opstår, når opmærksomhedsøkonomien buldrer derudaf”.
Installationen åbner 6. marts 2025 fra kl. 17-20 med en aften, der sætter fokus på fællesskaber og kunstens samlende kræfter.
Åbningstalk: Kørners Kontor genforenes
I anledning af åbningen genforener Gammel Strand det legendariske kunstnerkollektiv Kørners Kontor, der var en central del af sluthalvfemsernes københavnske kunstscene. Kunstnergruppen, der bestod af John Kørner, Tal R, Kirstine Roepstorff og Kaspar Bonnén, brød i tråd med Tiravanija med de institutionelle rammer og lavede udstillinger i gaderne, på grillbarer, møntvaskerier og i campingvogne. De satte spørgsmålstegn ved kunstens selvtilstrækkelighed og ønskede at føre kunsten ud i samfundet og gøre den tilgængelig for alle. I dag har alle fire kunstnere individuelle og dybt anerkendte karrierer.
Den 6. marts genopstår det gamle kollektiv for en kort bemærkning, når John Kørner, Tal R, Kirstine Roepstorff og Kaspar Bonnén, mødes til en snak om, hvad kraften i fællesskabet er, og hvornår individet skal tage over. En samtale, der helt sikkert bringer gamle røverhistorier frem i lyset.
Poetisk opråb i ekkokammeret
I A MILLION RABBIT HOLES (2024) omsluttes man af et skovlandskab i Upstate New York – et område, hvor støtten til Trump er vokset massivt. Et lilla gulvtæppe dækket af brændestabler forlænger illusionen af landskabet, mens politiske slogans og det amerikanske flag tydeligt fortæller, hvor i verden man befinder sig. Midt i landskabet står et interimistisk skilt med ordene Trump 4 Prison – et diskret opråb midt i hjertet af Trump Country.
Opråbet midt i ’hillbilly land’ er en poetisk påmindelse om, at man aldrig ved, hvem der gemmer sig bag naboens hegn, ligesom man konfronteres med sine egne forudindtagelser og fordomme. Med værket ønsker Tiravanija at bryde ekkokammerets mure ned, og engagere de besøgende til at dele deres tanker – hvis de tør. Værket åbner op for en meditativ kunstoplevelse, hvor spørgsmål om fællesskab, individets rolle og kunstens politiske potentiale udforskes i et rum af fordybelse.
Kilde:
Gammel Strand

Fakta

Om Rirkrit Tiravanijau

Opfordringen til at deltage aktivt frem for blot at betragte, er kernen i Tiravanijas værker. Hans praksis handler om at nedbryde skellet mellem kunst og levet liv og Tiravanija insisterer på at skabe fællesskaber, der rækker ud over kunstinstitutionernes mure og ind i samfundet – som når han omdanner gallerier til køkkener og laver Pad Thai sammen med de besøgende. Eller når han opstiller bordtennisborde på Museumplein i Amsterdam og inviterer beskuerne til at spille med.

Rirkrit Tiravanija er født i 1961 i Buenos Aires, Argentina. Han bor og arbejder i New York, Berlin og Bangkok. Han har haft store udstillinger på en lang række institutioner verden over, herunder Gropius Bau, Berlin (2024) og MoMA PS1, New York (2023).

I 2024 blev han tildelt andenpladsen på Power 100-listen fra det anerkendte kunstmagasin Art Review, der udpeger kunstverdenens mest indflydelsesrige personer. Udover sin egen kunstneriske praksis er Tiravanija optaget af udviklingen af kunstscenen, blandt andet gennem undervisning på det prestigefulde Columbia University i New York City. Han arbejder også som kurator, senest på Thailand Biennale 2023, der fokuserede på at løfte den nye generation af asiatiske kunstnere ind i det internationale rampelys.


Adresse
Gammel StrandGammel Strand 48
1202 København K

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: Lukket
Torsdag: Lukket
Fredag: Lukket
Lørdag: Lukket
Søndag: Lukket

Entre pris
Entré til udstillinger
Normalt: 90 kr.
Tors ml. 17-20: 50 kr.

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - nej
, men man kan komme ind fra gaden med elevator
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja