Fernisering – Sidse Carstens: Grand Frisson

ASMR (Autonomous Sensory Meridian Response) er et online fænomen, hvor man kan opleve nydelse, ro og afspænding ved at se eller høre videoer og lydfiler af materialer, der bliver bearbejdet; en håndsæbe der bliver skåret i tynde flager, negle der kradser i overflader eller lyden af en blyant, der tegner på papir. Disse tilsyneladende enkle handlinger har en umiddelbar stimulerende virkning, men de opererer også i et felt, hvor afspænding ikke er entydig. De balancerer på kanten af overløb – et øjeblik, hvor sansningen intensiveres og kan tippe fra det forløsende til det overdrevne. Det er i dette sanselige spændingsfelt, Sidse Carstens arbejder. Overført til kunstens rum bliver ASMR ikke blot et populærkulturelt fænomen, men et analytisk redskab til at forstå, hvordan materialer og tempo kan regulere affekt og sansning.

Med en baggrund som filminstruktør fra Den Danske Filmskole iscenesætter Carstens hele udstillingen som et tidsbaseret forløb i videoværker, malerier og værker på papir. Allerede inden vi træder indenfor er scenen sat. Et gardin hænger i bløde folder i vinduet og er trukket halvt til side og som et teatertæppe der går op til en forestilling, er vores opmærksomhed skærpet på det, der skal til at udfolde sig.

I akvarelværker flyder paletten af farver sammen i langsomme, organiske bevægelser, der hverken refererer til genkendelige former eller symbolske systemer, men til farvens egen adfærd som materiale. Maleprocessen betegnes som vådt i vådt, værkerne er derfor kun åbent i et kort tidsrum og så længe vandet og farverne er i bevægelse. Farverne trænger ind i hinanden, opløses, fortætter sig igen og skaber overgange, som unddrager sig sproglig forklaring. Det er mønstre, man ikke aflæser – man oplever dem. Blikket glider, standser, vender tilbage og følger farvens egen logik snarere end en forudbestemt komposition.

Fokus forskydes fra repræsentation til erfaring: værkerne tilbyder ikke betydning, men intensitet. Farverne fungerer ikke illustrativt, men affektivt. De påvirker beskueren direkte, før refleksionen sætter ind. Denne tilgang placerer værkerne i forlængelse af den abstrakte kunsts greb om at skabe en umiddelbar, kropslig resonans hos beskueren, snarere end en intellektuel aflæsning. I lighed med Mark Rothkos forståelse af farve som et selvstændigt, virkende element, opererer Carstens med farven som en sanselig kraft, der kan fremkalde stemninger, spændinger og indre bevægelser. Farvefladerne opleves som overflader i konstant tilblivelse – ikke stabile former, men midlertidige tilstande, der ændrer sig fra værk til værk.

Denne oplevelse forstærkes i dialogen med udstillingens to videoværker Grand Frisson og Frisson Bleu. Farvede væsker blander sig og danser imellem hinanden, mens de langsomt løber ned over skærmen. Et glas fyldes langsomt op med en blålig væske. Fikseret står man og betragter om væsken mon lige om lidt flyder over. Her bliver titlen Grand Frisson konkret: en fysisk handling, men også en metafor for den affektive tilstand, som ASMR opererer i – øjeblikket lige før noget giver efter. Det er netop dette punkt af intens forventning og kontrolleret opløsning, som både ASMR-videoer og Carstens’ værker kredser om. Sansningen ligger ikke kun i forløsningen, men i det vedvarende spil mellem farverne.

Udstillingens videoværker reflekterer også tilbage på akvarelværkerne i udstillingen. Farvernes bevægelse kan minde om væsker set indefra: strømninger, tryk, ophobninger og brist. Overfladen vibrerer mellem kontrol og tilfældighed, og netop i dette spændingsfelt opstår en særlig intensitet. Som i ASMR-universet ligger oplevelsen ikke i det dramatiske, men i de små forskydninger, glidninger og mikroskopiske hændelser, der tilsammen skaber en sitrende helhed. Resultatet er værker, der ikke
kræver fortolkning, men tilstedeværelse. Farverne gør noget ved os, før vi når at forstå hvad. De tilbyder en erfaring af tid, der er udstrakt og blød, og en sansning, hvor man for en stund kan give slip på behovet for forklaring og i stedet lade sig føre med. Grand Frisson insisterer på kunsten som et rum for affektiv erfaring – et sted, hvor sansning ikke er et middel til forståelse, men et mål i sig selv.

Kilde:
C4 Projects