Soloudstillingen High and Dry breder sig over hele galleriet og præsenterer en ny serie malerier på lærred samt skulpturer i stentøj. Sune Christiansens malerier tager ofte udgangspunkt i en bestemt form i en kraftig farve: et lysende blåt rektangel, en uperfekt lyserød trekant eller en kulsort cirkel, der leder tankerne hen på et sort hul. Skridt for skridt opbygger han hvert maleri ved at tilføje flere farveflader og former, som han sætter sammen i forskellige kombinationer. Resultatet er en række stemningsfulde kompositioner fulde af bevægelse og stoflighed, der undersøger samspillet mellem figuration og abstraktion, det velkendte og det ukendte, og hvordan disse relationer ændrer vores måde at se på.
Mens nogle værker fremstår mere genkendelige og skildrer konkrete situationer, virker andre mere opløste. I værket Stue (Living Room) står eksempelvis en menneskelignende figur i et stort rum omgivet af forskellige farvestrålende genstande og kigger ud ad vinduet mod den mørke nat under en groft malet himmel og en lysende orange halvmåne. Selvom maleriet er visuelt dynamisk, synes en tung stilhed at hvile under den energiske overflade.
I de værker, hvor menneskefigurerne er fraværende, smelter organiske former, stærke farver og tætte teksturer sammen til helstøbte kompositioner. Selv når Christiansens værker er allermest abstrakte, antyder de stadig underliggende fortællinger og rummer både en særlig atmosfære og en balance mellem bevægelse og stilstand.
For dem, der kender Christiansens kunstneriske praksis, vil genkendelige former fra tidligere værker dukke op flere steder i udstillingen. Vi møder den fuldkommen runde, sorte cirkel, der minder om et sort hul, man kan kigge ind i, eller et øje, der stirrer tilbage på beskueren. Vi ser også den lille, runde, orange farveklat med slagskygge, som nogle måske vil opfatte som et æble, en snegl eller noget helt tredje. Disse umiddelbart tilgængelige motiver inviterer til dialog og gør mødet med værkerne til en fælles samtale om individuel og kollektiv perception. Christiansen har gennem tiden udviklet sit eget visuelle sprog og en evne til at fremkalde stemning og nærvær, uanset hvor hans malerier befinder sig på spektret mellem det figurative og det abstrakte.
I sine stentøjsskulpturer omsætter Christiansen dette visuelle sprog til tre dimensioner. Skulpturerne synes at være trådt direkte ud af lærredet, men står samtidig stærkt som selvstændige værker. Med former, der både er genkendelige og flertydige, bygger disse skæve, fritstående objekter bro mellem det konkrete og det åbne og ubestemmelige. De rummer farve, komposition og stoflighed og besidder samtidig en særlig intimitet og måske endda humor, som beskueren kan opleve og fortolke.
Tekst af Amanda Dam.
Kilde:
Bricks Gallery
Bricks Gallery
