Udstillingen Naturaphilia kredser om vores forhold til naturen – ikke som noget, vi skal forstå, men som noget, vi kan sanse, være i og stille forbinde os med.
Naturaphilia er et rum, man kan træde ind i, som inviterer til en fordybet sanselig oplevelse af naturen. Et rum, hvor vi kan slippe støjen, hvor ord kan træde i baggrunden, og hvor det er sanserne, ikke intellektet, der leder os. Her er der mulighed for at lytte, mærke, røre og være uden krav om at forstå eller forklare.
Vi er skabt til at leve i tæt samspil med naturen. Først for ganske nylig i menneskets historie har vi trukket os væk fra den, ind i byer, bag skærme og ind i et liv, hvor meget foregår i hovedet. Med afstand fra naturen mister vi også kontakten til vores sanser, vores krop og de kredsløb, vi selv er en del af. Denne udstilling er et forsøg på at skabe et rum, hvor den kontakt kan mærkes igen.
Gennem bøjet træ, organiske keramikskulpturer, ekspressive tegninger og lydinstallationer inviterer Naturaphilia til nærvær med naturen i et rum, hvor den kan sanses på ny.
Med udstillingen inviteres man til at undersøge, hvordan kunsten kan genskabe og styrke vores oplevelse af forbundethed med naturen, og med os selv.
Udstillingen er en personlig fortolkning af kunstnerens egen oplevelse af naturen.
”For mig er naturen mit fristed, mit hjemsted og min største inspiration.
Mit fristed, når verden eller livet bliver for overvældende, hvor naturen for mig altid opleves som blød, rummelig og omfavnende.
Mit hjemsted, fordi jeg her aldrig skal bruge energi på at aflæse eller tilpasse mig omgivelserne – min krops biologi genkender ubevidst alt i naturen og falder til ro i det øjeblik, jeg træder ind i skoven.
Min inspiration: med sine former, sit lys og sine lyde er naturen evigt levende og i forandring. Den pirrer min nysgerrighed, vækker min begejstring, insisterer på mit nærvær og inviterer mig til at opleve og mærke med kroppen frem for kun med hovedet.
Naturen er som en gammel ven, jeg kender ud og ind. Det er det sted, jeg føler mig mest hjemme, mest i ro og mest holdt. Man kan kalde det en kærlighedshistorie.”
Mit fristed, når verden eller livet bliver for overvældende, hvor naturen for mig altid opleves som blød, rummelig og omfavnende.
Mit hjemsted, fordi jeg her aldrig skal bruge energi på at aflæse eller tilpasse mig omgivelserne – min krops biologi genkender ubevidst alt i naturen og falder til ro i det øjeblik, jeg træder ind i skoven.
Min inspiration: med sine former, sit lys og sine lyde er naturen evigt levende og i forandring. Den pirrer min nysgerrighed, vækker min begejstring, insisterer på mit nærvær og inviterer mig til at opleve og mærke med kroppen frem for kun med hovedet.
Naturen er som en gammel ven, jeg kender ud og ind. Det er det sted, jeg føler mig mest hjemme, mest i ro og mest holdt. Man kan kalde det en kærlighedshistorie.”
Kilde:
Se!
Se!