Mens de store museer kæmper med de hvide kuber, rykker Kunsthal Thy nu ind i en rå herregårdslade med den tysk-iranske billedkunstner, Yalda Afsah. Det er første gang, hun udstiller solo i Danmark - og timingen med naboskabet til SMK Thy gør det til en af 2026’s mest interessante kunstbegivenheder uden for København.
Udstillingen Surge er ikke noget, man blot betragter gennem en pæn ramme. Det er en totalinstallation, man tager ophold i. Centralt i laden er opført et trappeformet møbel, der tvinger publikum til at sidde fysisk placeret i krydsfeltet mellem to monumentale videoværker. Man er ikke bare tilskuer; man er en del af koreografien.
I videoværket Curro presses hundredvis af vilde heste sammen. Det er en massiv udveksling af energi, varme og instinktiv frygt. Når mændene griber fat i dyrene for at trimme deres manker, bliver det til en scene af tvungen intimitet; En mærkelig, næsten voldelig omfavnelse, der efterlader både dyr og beskuer mærket.
I det andet videoværk, Jarramplas nærmest høres en lavmælt larm fra et spansk ritual, hvor en maskeret mand drives gennem gaderne under en regn af kålroer. Det er voldsomt, men styret af regler, som kun flokken kender. Målet er Jarramplas, som hvert år på symbolsk vis drives ud af den spanske by Piornal. Han repræsenterer en tyv, der engang skulle have forsøgt at stjæle de forsvarsvillige bønders kvæg.
Synergien med lokalområdet og den historiske lade er total. Hesten, der engang var gårdens muskelkraft, og kålroen, der var fattigmandsspise, bliver i Afsahs optik til symboler på kontrol og frihed. Hun arbejder med en næsten kirurgisk præcision i lyden; hun fjerner virkelighedens støj og erstatter den med intime spor; en tung vejrtrækning eller et klap mod en hesteryg; der gør oplevelsen fysisk og urovækkende.
Kilde:
Kunsthal Thy
Kunsthal Thy

