Figures of Construction: Esben Klemann og Patrick Cornillet
4 okt - 10 nov 2018I Birthe Laursen Art Room udstiller Esben Klemann og Patrick Cornillet sammen for første gang
I Birthe Laursen Art Room udstiller Esben Klemann og Patrick Cornillet sammen for første gang
info
I Birthe Laursen Art Room udstiller Esben Klemann og Patrick Cornillet sammen for første gang. Fælles for de to kunstnere er interessen for arkitektoniske konstruktioner. Begge kunstenere arbejder med form, struktur og opbygning, men de gør det i forskellige medier. På udstillingen viser Klemann et udvalg af sine keramiske værker, mens Cornillet viser maleri. Der er noget umuligt over de to kunstneres konstruktioner, som når Klemanns keramiske værker folder og holdes sammen på måder, der virker naturstridigt for leret som materiale og når papirtyngde betonformer i Cornillets maleri ender ufuldstændigt i den blå luft. Klemann laver skulptur, der udfordrer leret som materiale, mens Cornillet med sin påføring af maling og valg af motiv udfordrer maleriets rum.
Esben Klemann
I en række gitterkonstruktioner i ler eksperimenterer Klemann med klassiske skulpturelle problemstillinger såsom massefylde, overflade og rumlighed. I værkerne på udstillingen bygger han konstruktioner op uden en solid kerne og arbejder i stedet med hule eller delvist hule geometriske former med røde, sorte, grå og hvide glasurer. Som en væsentlig del af udstillingen er en bordopstilling, hvorpå værkerne synes at glide sammen og påvirke hinanden samt på uprætentiøs facon invitere til at gå på opdagelse blandt fuldendte keramiske konstruktioner, skitser i beton og andre materialiserede idéer.
Patrick Cornillet
Cornillet maler intense billeder af arkitektoniske former i beton. Han viser os en tilsyneladende håndfast og solid verden, men blot fragmenter af den. I flere af hans malerier møder vi bygninger uden reelle vægge, ufærdige konstruktioner eller ubeboelige huse, der hverken har ind- eller udgange. Cornillet tager udgangspunkt i et fotografisk forlæg, som han selv har taget eller fundet i magasiner, på nettet eller i aviser. Han har dog aldrig dyrket det fotorealistiske maleri, tværtom er det motiverne, der interesserer ham.
Kilde: Birthe Laursen Art Agency
1850 Frederiksberg