Folmer Bendtsen og Thomas Bo Østergaard
2 mar - 27 apr 2017Alle er velkomne til reception for arkivets anden fremvisning, der består af et maleri af billedkunstneren Folmer Bendtsen (1907 – 93) og et træsnit af billedkunstneren Thomas Bo Østergaard.
Alle er velkomne til reception for arkivets anden fremvisning, der består af et maleri af billedkunstneren Folmer Bendtsen (1907 – 93) og et træsnit af billedkunstneren Thomas Bo Østergaard.
info
For nogle år siden kom Thomas forbi og viste mig et træsnit han havde lavet i forbindelse med en workshop i YNKB. Motivet var et ansigt af en person, som lå kollapset hen over tastaturet på en computer. Jeg kunne godt lide billedet, måske fordi det var Thomas’ første træsnit og det nok mest var lavet som et eksperiment. Nogle dage senere kom Thomas atter forbi med træsnittet og sagde jeg kunne få det. Der findes kun det ene tryk.
Thomas og jeg har besluttet, at vi gerne vil kombinere træsnittet med et billede af arbejde og arbejdsliv fra industrialismens tidsalder. Efter en del overvejelser valgte vi maleren og grafikeren Folmer Bendtsen, som boede og arbejdede på Nørrebro i en stor del af sit liv. Thomas har fået en aftale på plads med Folmer Bendtsens datter, Kristine, så vi har lånt et maleri, som afbilleder arbejdsliv i storbyen lige efter 2. Verdenskrig.
Arkivets anden fremvisning er en invitation til at overveje og udfordre repræsentationen af arbejde. Men arbejde i vid forstand, også livet uden for fabrikken. Bendtsen afbilleder næsten aldrig folk på arbejde, men snarere arbejderne på vej hjem fra fabrikken sammen med børnene og mødrene i baggården. Thomas’ billede viser arbejdet som det opleves lige nu; udmattende efter 15 timer på Facebook.
Hospital Prison University Archive er et arkiv uden samling. Dets virke bygger på arkiviske processer, men afviser samlingens forstenede orden. Processen består af indgående undersøgelser af de aktuelle kunstgenstandes materielle karakter, og deres produktionsforms følgevirkninger, samt en analyse af mulige og umulige betydninger og sociale konsekvenser. Hospital Prison University Archive er et nærsynet arkiv for sociale bevægelser. Hospital Prison University Archive er et kombineret arkiv og radio-studie. Samtaler vil være tilgængelig på arkivets radiostation Hospital Prison University Radio, der løbende vil præsentere overvejelser og oplæsninger med tilknytning til den gældende fremvisning.
I forbindelse med denne fremvisning vil der hver torsdag aften være oplæsning af tekster, som kritiserer begrebet arbejde. Blandt andet vil forfatteren Eskil Halberg oplæse sin bog ‘Roden til alt ondt’, som netop er udkommet på forlaget Nemo. Derudover læser vi tekster fra bevægelsen Wages for Housework og fra tidsskriftet Zerowork. Oplæsningerne og de efterfølgende samtaler vil løbende blive tilgængelig på arkivets radio. Hjemmesiden er stadig under konstruktion og det planlagte visuelle arkiv vil åbne når det er klar.
Hospital Prison University Archive har åbent hver torsdag kl. 15-18 og kl. 20-22. Hospital Prison University Radio kører dag og nat på hospitalprisonuniversity.net
PS. Da arkivet ikke har modtaget økonomisk støtte udefra så forsætter vi med at sælge forfalskede kunstværker; denne gang kan man købe et forfalsket Thomas Bo Østergaard til kr. 250,-. Værket er risografisk trykt hos Officin.
Kilde: Hospital Prison University Archive
2200 København N