Fredrik Raddum: Joy of Sublimation

Norske Fredrik Raddums skulpturelle univers udmærker sig ved en ganske unik kombination af humor og alvor, ironi og samfundskritik, provokation og filosofisk indsigt. Stort set samtlige værker i Raddums mangeårige produktion bruger overraskelse som det primære værktøj: Man forbløffes og forundres altid ved første øjekast. Førstehåndsindtrykket afløses dog også altid af et behov for at granske værket nærmere – og når beskueren gør det, indser denne i reglen også hurtigt, at værket vil meget mere end blot chokeffekt og hovedrysten.

Raddums foretrukne genstandsfelt er det moderne menneskes skrøbelige psyke og dets søgen efter identitet og mening i en hæsblæsende, fragmenteret og ofte uforståelig samtid. Hans skulpturer kan derfor ses som fysiske manifestationer af vore fælles følelser, tanker og skiftende sindstilstande. I bund og grund er Fredrik Raddum en utrættelig samtidsdiagnostiker, der leverer sine analyser i bronze, plast, kulørte lamper, rustfrit stål og pastelfarver.

Raddums nye udstilling, JOY OF SUBLIMATION, er ingen undtagelse. I sin nyeste værkkreds går billedhuggeren bl.a. i kødet på det for freudianere helt centrale psykologiske begreb sublimering, der beskriver måden, hvorpå det oplyste, civiliserede menneske kanaliserer sin undertrykte, seksuelle energi over i “ædlere” formål – navnlig videnskabeligt arbejde, religiøsitet eller kunst. Den freudianske tese er, at denne sublimeringsproces, hvor lyster, drifter og perversiteter konverteres til skabertrang og virkelyst, kan have en gavnlig effekt for den enkelte, da den seksuelle energi i en vis forstand forløses i den asketiske disciplin og derved styrker jeg’ets selvfølelse.

Ud over sublimering, adresserer Raddum i udstillingen tre andre, centrale begreber, som han – sammen med det første – kalder eksistentialismens fire “fortrængningsmekanismer”: distraktion, isolation og forankring. Om disse fire mekanismer siger han følgende:

“Hvordan fortrænger man, at livet er uden mening? Vi forlanger, at verden har mening, men kravet mødes med tavshed fra en verden som er uafhængig af os. I kløften mellem menneskets behov for det meningsbærende og livets meningsløshed opstår det absurde. Det absurde næres af denne afstand. Vi søger at mindske dette gab ved kunstigt at reducere bevidsthedsindholdet. – Isolation: Vi arbejder os bort fra livet, så refleksionen aldrig indhenter os – Distraktion: Gennem en kontinuerlig flod af udefrakommende indtryk umuliggøres de lange tankerækker – Forankring: Find et mål, red verden, tro på en gud – Sublimering: Transformér livssmerten ved hjælp af kunstneriske evner. Men hvad hvis vi stoppede med at fortrænge og i højere grad accepterede det absurde? Albert Camus hævdede, at i det øjeblik, vi fatter, at vi er henvist til at leve i nuet, indser vi, at øjeblikket byder på rige livsmuligheder. Livsglæden findes i øjeblikket. Kongstanken i “Joy of Sublimation” er, at vi skal blive i stand til at se friheden i det absurde”