I Fredrik Raddums nye udstilling Arme og ben oplever vi den norske billedhuggers karakteristiske brug af humor, absurditet og social kritik. Raddums figurer befinder sig ofte i situationer, som på én og samme tid virker genkendelige og mærkelige, da han ofte forskyder virkeligheden. Under det umiddelbart legende udtryk ligger en dybere undersøgelse af mennesket og måden, vi indgår i relationer og navigerer i strukturer.
Udstillingstitlen tager afsæt i en sproglig forskel mellem dansk og norsk. På dansk forbindes det at gøre noget “med arme og ben” med at sætte hele kroppen i bevægelse og lægge alle kræfter i. På norsk beskriver udtrykket derimod et virvar af kroppe – en situation præget af kaos, sammenfiltring og uoverskuelighed. De to betydninger mødes i kroppen som både redskab og begrænsning: Noget, der bevæger sig gennem verden, men også noget, der kan vikles ind i den.
Arme og ben handler om menneskets udfordringer. Alle har knuder i kroppen. Nogle er bundet af os selv, mens nogle er bundet af andre. Raddums skulpturer fryser øjeblikket fast med knuden blotlagt. Vi møder en mand og en kvinde med en knude på armen eller benet. Knuderne her er fælles, og uanset hvem vi er, lægger vi nogle gange hindringer i vejen for os selv.
I værket Tangled Couple bliver dette forhold mellem individ og fællesskab endnu mere tydeligt. To kroppe er viklet så tæt ind i hinanden, at grænsen mellem dem næsten forsvinder. Det kan læses som et billede på intimitet og afhængighed, men lige så vel på konflikt, forhandling og tabet af individuel kontrol.
Fuglen går igen i Raddums kunstneriske virke som en repræsentant for naturen. Fra sidelinjen træder den ind og retter blikket mod de udfordringer, mennesket står overfor. I denne udstilling holder en fugl et tomt spøgelsesklæde i næbbet – et symbol på det, der har dækket over vores egne spøgelser og det, vi har forsøgt at skjule.
Hvad der afsløres, ved at fuglen har løftet klædet, forbliver udefineret. Tilbage er blot klædet, der hænger slapt i fuglens næb – afvæbnet, kraftløst og ufarligt. Denne balance mellem det humoristiske og det foruroligende er central for Raddums praksis.
I denne udstilling vender farverne også tilbage med fuld styrke. Figurerne er bemalede i klare, plastiske farver og har en enkel, næsten tegneserieagtig æstetik. Bag knuder og sammenfiltringer ligger et spørgsmål om, hvordan vi bevæger os gennem en verden, hvor vi både forsøger at finde vores egne veje og uundgåeligt vikler os ind i hinanden.
Hvad der afsløres, ved at fuglen har løftet klædet, forbliver udefineret. Tilbage er blot klædet, der hænger slapt i fuglens næb – afvæbnet, kraftløst og ufarligt. Denne balance mellem det humoristiske og det foruroligende er central for Raddums praksis.
I denne udstilling vender farverne også tilbage med fuld styrke. Figurerne er bemalede i klare, plastiske farver og har en enkel, næsten tegneserieagtig æstetik. Bag knuder og sammenfiltringer ligger et spørgsmål om, hvordan vi bevæger os gennem en verden, hvor vi både forsøger at finde vores egne veje og uundgåeligt vikler os ind i hinanden.
Kilde:
Hans Alf Gallery
Hans Alf Gallery