Fri Fantasi
19 nov - 18 dec 2016Udstillingen Fri Fantasi viser ca. 70 værker fra 6 meget forskellige kunstnere. På den ene eller anden måde berører værkerne noget indadskuende og viser potentialet i at lade sig influere af vigøren i ens hoved, associative koblinger eller tillade sig lidt verdensfjernhed.
Udstillingen Fri Fantasi viser ca. 70 værker fra 6 meget forskellige kunstnere. På den ene eller anden måde berører værkerne noget indadskuende og viser potentialet i at lade sig influere af vigøren i ens hoved, associative koblinger eller tillade sig lidt verdensfjernhed.
Udstillingen Fri Fantasi viser ca. 70 værker fra 6 meget forskellige kunstnere. På den ene eller anden måde berører værkerne noget indadskuende og viser potentialet i at lade sig influere af vigøren i ens hoved, associative koblinger eller tillade sig lidt verdensfjernhed. Titlen klinger problematisk af uansvarlighed og eskapisme, med tråde tilbage til den frie amatør i kunsten, men det er nogle af kvaliteterne i denne stille vildskab, der sættes i svingninger på udstillingen Fri Fantasi.
Fra Jesper Fabricius labyrintiske værksted vises en række små, følsomme streger med en spøgefuld og fri tilgang til forholdet mellem ord og tegning. Jesper viser også udklip, som er beskåret fra kunstnerens hånd, så dets oprindelige pornografiske karakter er væk, og tilbage står et censureret, men også et abstrakt billede.
Dorte Buchwald bor i Glumsø. Hun støver ting op, samler og omformer, og det kommer der nogle gange sirlige collager ud af; andre gange er udtrykket mere fandenivoldsk, men stadig med en associativ metode, der kobler materialitet og tankerækker i foruroligende dystre værker, der dog ofte lettes af en underfundig humor. Dorte viser både tekstil, tegning og maleri.
I Sonja Lillebæk Christensens værker peges der altid på noget uden for hende selv, en skævhed i samfundet eller et menneskeligt vilkår, som kræver hendes bevågenhed. Det er dog altid med en investering af hende selv; noget selvoplevet, som har trængt sig på. Sonja har i et nyt værk overført en enspænders tatovering til videomediet igennem tusch og Japan-papir.
Helene Vestergaard er en ung kunstner fra Det Fynske Kunstakademi. Helene maler og laver collage. Nogle gange på lærred, andre gange på f.eks. en dug eller en flise. Hun indsamler og benytter sig af hverdagens fysiske materiale og dimser, der sammen med prints fra digitale billedsøgninger påklistres eller syes på malerierne. Hendes værker fremstår ofte fragmenterede, som om de i deres former og udsnit kun lige strejfer et fænomen eller en eksistens, som aldrig falder på plads, men hele tiden fodres og holdes åbent af en ny tid med nye billeder på tingene.
Cai-Ulrich von Platen har givet adgang til en stor samling af hans A4 akvareller, hvoraf Camilla Rasborg har valgt 25 ud og sat sammen til en plakatfrise på 15 plakater i stationens forhal. Akvarellerne er malet fra 1990’erne og til nu, uden hensigten at skulle vises som kunst. Denne tilgang synes at have tilført motiverne og malestilen noget frihed og drama. Cai-Ulrich viser også en skulptur på udstillingen.
Hos Fie Norsker er vi langt væk fra virkeligheden. Vi er i fantasiens vold i maleri, tegning og keramik. Fie forvansker omgivelserne til indre landskaber, men byder dig også velkommen indenfor, med humor og tillokkende surrealistiske verdener udført med sikker hånd. Værkerne er som indre monologer, som det ene øjeblik hæver sig op i et satirisk smil for i det næste at vende sig mod melankoliens mørke slugter.
Kilde: Udstillingsstedet Sydhavn Station
2450 København SV
Tirsdag: Lukket
Onsdag: Lukket
Torsdag: 13:00 - 17:00
Fredag: 13:00 - 17:00
Lørdag: 13:00 - 17:00
Søndag: 13:00 - 17:00
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja