Fuglsang x Lea Porsager

7 feb - 13 sep 2026

Kunsthistorie, energier og spiritualitet flettes sammen når Lea Porsager samler godt 200 skulturer i ét rum, heriblandt hendes egne vindmøllevingeværker.

Detalje af Lea Porsagers G.O.D. (Generator), 2020. Foto: David Stjernholm.

Kunsthistorie, energier og spiritualitet flettes sammen når Lea Porsager samler godt 200 skulturer i ét rum, heriblandt hendes egne vindmøllevingeværker.


info

Fuglsang x Lea Porsager7 feb - 13 sep 2026

Med Fuglsang × Lea Porsager iscenesættes alle museets skulpturer i et råt og sanseligt greb. Udstillingsformatet lader kunstneren træde i kuratorens rolle, og Lea Porsager har truffet det radikale valg at samle godt 200 skulpturer i én enkelt sal. Et eksperiment som resulterer i et overvældende kor af kroppe, dyr, fragmenter og bevægelser, der tilsammen vækker samlingen til live på ny.
Udstillingen præsenterer med andre ord et væld af værker fra de sidste 200 år, hvoraf mange ikke har været vist i årevis, selv om de i sin tid blev erhvervet med stor kunstfaglig omhu. Blandt Fuglsangs seneste skulpturkøb er netop Porsagers markante vindmøllevingeværk G.O.D. (Generator) (2020) på 19 meter, der indtager en central rolle.
Det hele munder ud i et energiladet møde mellem forskellige tider, udtryk og ytringer. Nogle figurer drejer sig væk, andre græder, nogle bærer planeter i øjnene, andre igen mangler hovedet. Heste, fugle og mange andre væsner har fundet en plads i mængden.
Porsager har helt bogstaveligt set alle skulpturerne i øjnene. Som led i processen har hun i en slags meditation foran værkerne stillet sig til rådighed som medium for at give plads til kontakt, stemmer og billeder. Energiudvekslingen har kunstneren omsat til sætninger på væggen i udstillingen.
Lea Porsagers andet vindmølleværk H.O.L.Y. S.P.I.R.I.T. (2024) indlånes og sammen med Generator vil de i alt fire opskårne vinger danne et industrielt bagtæppe for et smukt og overdådigt landskab af skulpturer. Kunsthistorie, energier og spiritualitet flettes sammen, som kun Lea Porsager mestrer det.
Fuglsang × Lea Porsager er en udstilling om kompromisløst fællesskab uden hierarki, og om hvad der opstår, når valget er alt inklusiv – uden sortering, uden fravalg.

Adresse
Fuglsang KunstmuseumNystedvej 71
4891 Toreby Lolland

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: 11:00 - 16:00
Torsdag: 11:00 - 16:00
Fredag: 11:00 - 16:00
Lørdag: 11:00 - 16:00
Søndag: 11:00 - 16:00

Entre pris
Voksne: kr. 110
Under 26 år: Gratis
Grupper(mindst 15 personer): kr. 90
Fuglsang Kunstmuseums Venner: Gratis

Tilgængelighed
Museet er meget handicapvenligt og medlem af mærkeordningen God Adgang.