I en tid, hvor vores opmærksomhed forvilder sig gennem algoritmer og sociale medier, minder HOMEBOY os om nødvendigheden af at finde hjem. Ikke nødvendigvis til en fysisk adresse, men til en oplevelse af nærvær, forankring og samhørighed med os selv.
Udstillingen samler værker fra galleriets egne kunstnere og inviterede gæster. Her får kunsten i sin reneste form lov til at træde frem som pejlemærker: stille invitationer til at genfinde hjemmet som en indre tilstand, hvorfra vi kan møde verden uden at miste os selv.
Titlen er lånt fra Iggy Pops sang Home, hvor enkle, insisterende linjer fastholder en grundlæggende menneskelig længsel efter tilhør og autenticitet. På samme måde insisterer udstillingen på hjemmet som en eksistentiel nødvendighed: en indre plads, vi må fastholde midt i samtidens strøm af fragmentering og forandring.
HomeBoy inviterer os til at bruge kunsten som både nøgle og kompas: et redskab til at finde vejen tilbage til vores hjem – og til ikke at fare vild i algoritmerne og i en verden, der konstant trækker os væk fra os selv. Gennem kunsten bliver vi mindet om vore rødder og sandheder, om hvor vi kommer fra, og om hvad der virkelig udgør vores hjem.
Henrik Saxgren, Jacob Aue Sobol, Jesper Kristiansen, Johan Deckmann, Johnny Jensen, Kevin Westerberg, Lolo Y Sosaku, Manuel Alberto Claro, Mia Mai Graabæk, Mike Swaney, Neeltje de Vries, Paul Cunningham, Sara Aue Sobol, Sean Paul McCluskey, Thyra Hilden, Tonny Tromborg Sørensen
Kilde:
Galleri MAXUS101
Galleri MAXUS101