Fra lørdag 31. maj og gennem hele juni indtager Kunstnersammenslutningen CORNER for tredje år i træk Gammelgaard med nye værker, der fylder alle udstillingsrum inde og ude.
CORNER skaber hvert år en kunstnerorganiseretudstilling, der bygger på fællesskab og frihed. Og på årets udstilling vil der traditionen tro være en mangfoldighed af udtryksformer inden for maleri, skulptur, tegning, grafik, fotografi, film og kunsthåndværk med stor aldersspredning og varierende udtryk.
På udstillingen vises en samklang mellem billedkunst og kunsthåndværk med to anerkendte keramikere, Morten Løbner Espersen og Peder Rasmussen, som gæsteudstillere. Sammen med CORNER-medlem, keramikeren Bente Hansen, vil de skabe en ny dialog.
Yderligere gæsteudstillere på årets udstilling er ni billedkunstnere, der har gjort sig bemærket i dansk og internationalt kunstliv. Indenfor vil man kunne opleve Dan Stockholm, Ina Rosing, Ivan Andersen og Jacob Gils, mens fem af gæsteudstillerne vil vise deres dedikerede og eksperimenterende værker udenfor i parken rundt om Gammelgaard. Det drejer sig om Anne Mie Bak, Ida Retz Wessberg, Jesper Aabille, Lene Desmentik og Victor-Emil Dupont Billund.
Jesper Aabille fremfører desuden en performance flere gange i løbet af udstillingsperioden.
CORNER stræber hvert år efter at opbygge en omfangsrig, nuanceret og indholdsmættet udstilling med relevans for et bredt publikum. Dette frie kunstprojekt udspringer af samme nødvendighed som i 1891, da fremsynede malere og billedhuggere stiftede 'Den frie Udstilling' som reaktion mod 'salonen'. CORNER blev stiftet i 1932 og har siden fortsat idéen om fri kunstformidling som en aktiv del af dansk kunstliv.
De har flere gange vist betydningsfulde, internationale kunstnere som Lucian Freud, Frank Auerbach, Leon Kossoff, R. B. Kitaj og Paula Rego, hvis værker efterfølgende er blevet videreformidlet til danske museer og institutioner gennem CORNER-udstillingen.
Årets udstilling åbnes ved Herlevs borgmester, Marco Damgaard, og leder af Gammelgaard, Pernille Fonnesbech, mens forfatter Søren Ulrik Thomsen vil levere årets åbningstale.
Kilde:
Gammelgaard
Gammelgaard