I sin nye, store soloudstilling, der vises på O – Overgaden fra d. 20. februar og frem, tager ihsan saad ihsan tahir (1995, UK/DK) afsæt i, hvordan arabiske kroppe – ikke ulig kunstværker eller kulturelle genstande – kontinuerligt er blevet udnyttet.
Udover en række nye relieffer, der har et intimt fokus på arabiske mænd, særligt hænder og gestikker, er et centralt værk på O – Overgaden en rekonstruktion af den kolossale granitarm med knyttet næve af Farao Amenhotep III - en skulptur, som i sin tid blev plyndret og i dag er en del af The British Museums samling. tahir har tilføjet en manus fica (en historisk gestus, hvor tommelfingeren presses mellem pege- og langfinger), et håndtegn, der i dag anvendes som en grov fornærmelse i gadekulturen, og som kunne antyde, at armen gør oprør mod sine undertrykkere.
tahir uddyber med følgende ord: "Jeg tror, at der er et hykleri at afsløre her i vesten, når man kigger på gadekulturen. Sorte og brune kroppe er både frygtede og begærede, seksualiserede og dæmoniserede – de betragtes som en trussel mod lovligheden, kapitaludviklingen, reproduktionen, uddannelsen og borgerskabet. Alligevel ser vi kulturen blive æstetisk approprieret af den "almindelige" borger."
Kilde:
O - Overgaden
O - Overgaden

