Ivan Andersen: False Flat

Anbefalet under Det skal du se! i uge 3

Lars Bukdahl indleder teksten i udstillingens katalog på følgende vis: ”Ivan Andersen har skabt de her nye billeder til sin udstilling på Galleri Bo Bjerggaard: Teknikken og materialet er stofcollage med olie- og akrylmaling (og bivoks og sytråd), motiverne (eller motivforlæggene)
er screenshots fra livestreaminger på fx Eurosport af sportsbegivenheder, primært cykelsport og skisport, men også langdistanceløb (altså individuelle sportsgrene, snarere end kollektive som fodbold, håndbold og anden bold). Det er smukke, urolige billeder, der er formelt komplekse, men enkelt aflæselige. De handler om sport og om alt det, sport handler om og ikke handler om, og de handler om den skønne støj i transporten af sportens virkelighed til først en skærm og så derfra til et lærred.”

Ivan Andersen arbejder med maleri som sit foretrukne medium. Han udforsker og gendanner maleriets muligheder og rumligheder. Han er en kunstner, der er optaget af maleriets stoflige sider, maleriet som en overflade og de rumlige forskydninger, som lærredet åbnes op til. Hans værker vidner om en formelt eksperimentel tilgang til selve maleriet. Han svinger konstant mellem det abstrakte og det genkendelige, og det er udforskningen af ​​dette grænseområde, der er drivkraften i hans arbejde. Påvirket af computermediets overlappende ’vinduer’ perspektiverer og sampler han et komplekst billedrum, collageæstetik og fragmentarisk virkelighedsskildring.

Lars Bukdahl afslutter katalogteksten med ordene: ”Titlens begreb, falsk flad, forklares således et sted på nettet: ”A low-gradient climb, usually occurring partway up a steeper climb. So-called because while it may look deceptively flat and easy (especially after the steep climb preceding it), it is still a climb” En lav stigning, der ser bedragerisk flad og let ud, men stadigvæk er en stigning. Måske er det sådan en falsk fladhed, cyklerytteren på maleriet kæmper sig opad. Men billedet selv er jo ægte fladt, stof, maling og garn på et lærred, der hænger lodret på en gallerivæg. Faktisk er billedet en hel fest for fladheden og fladhedens skamløst prægtige sejr over den for længst – i to etaper, tv-skærm og
lærred – forladte (i sig selv nok så bedrageriske) virkelighedsdybde. Han cykler på stedet, cykelrytteren, og stedet er en skønhedsplet af dimensioner.”

Kilde: Galleri Bo Bjerggaard