Gallerirevy København feb 2020: Malene Landgreen, Ivan Andersen og John Copeland maler (stadig) overbevisende
Tre aktuelle udstillinger viser, at maleriet stadig er værdifuldt som projektionsflade for æstetiske og fortællemæssige ytringer. Avantgarde eller ej.
Tre aktuelle udstillinger viser, at maleriet stadig er værdifuldt som projektionsflade for æstetiske og fortællemæssige ytringer. Avantgarde eller ej.
Tre aktuelle udstillinger viser, at maleriet vedholdende er værdifuldt som projektionsflade for æstetiske og fortællemæssige ytringer. Avantgarde eller ej.
Her, hvor vi har taget hul på et nyt årti, kan man føle sig lidt højstemt, når man træder ind i kunstrummet og gør status over, hvad der er sket i løbet af det nu overståede årti:
Vi lever fortsat i en pluralistisk, kunsthistorisk periode uden samlende ”isme”, men på trods af ”ligestillingen” mellem kunstens mange medier og udtryksformer, er avantgardebegrebet stadig i spil, da kunstinstitutionerne konstant konkurrerer om at spotte nye tendenser og navne, som de ser som budbringere af en ny tidsånd.
Det er derfor med glæde, at man møder tre kendinge, som aldrig har ligget stille, og som hele tiden genopfinder sig selv for at erobre nyt, kunstnerisk land. Avantgarde eller ej.
Freely Swinging Deep Vibrations
Som nu Malene Landgreen (f. 1962), der i Galerie MøllerWitt viser en række vitale, store og mindre malerier. Hvor hun tidligere orkestrerede farvefelterne og de arabeskagtige linjer i et nøje overvejet strukturelt ”grid”, synes hun her mere eksperimenterende og legende, men en fint udviklet farvesans holder det hele i spil. Formerne flyder mere, og konturerne er mere opløste. Undertiden er akrylmalingen så tynd, at farverne bliver transparente som i akvarelmaling.
Når Landgreen maler billeder med henblik på at udstille dem, har hun oplagt en mere fri tilgang til sit arbejde, end når det gælder hendes mange bundne opgaver til det offentlige rum. Hun er en af de mest efterspurgte kunstnere, når det gælder in situ-projekter – senest til Rigshospitalets nye fløj, en multihal i Nyborg Gymnasium, vægmalerier til boligselskabet AKB i Lundtoftegade og til Huset Carmel i Aarhus.
Landgreen har en delikat, stedssensitiv fornemmelse for steder, rum, dimensioner og lyssætning. Hun har altid haft en arkitekt i maven, men maleren i hendes hjerte har haft mindst lige så stor indflydelse.
De nye malerier har mange, stærke, farvelag, der spiller med og giver helhedsindtrykket et vibrerende nærvær. Der er spændende spor i farven efter den gestik, der har skabt dem. I sine nye værker dekomponerer Landgreen tidligere anvendte billedelementer, men kombinerer dem på nye og overraskende måder. Hun har nu nået et niveau, hvor hun har kunnet sætte sig selv helt fri.
Læs også: Ugens kunstner: Malene Landgreen.
Titlerne siger lidt om, hvad det handler om: Dressed Up, Freely Swinging Deep Vibrations, Loose in Structure Strong in Intention, Body Extravagant – det handler oplagt om krop, køn, kunst og frigørelse, men beskriver samtidig den maleriske metode.
Udstillingen byder på 16 nye værker, hvoraf det største med titlen Double Portrait – Dressed in Now, Past and Future, måler 140 x 240 cm. Hele udstillingen er præget af en maler med et stort kunstnerisk overskud.
Malene Landgreen: Love Gasolin. Galerie MøllerWitt. Til 26 feb.
Ivan header!
Nogle gange skal man smadre et billede, for at et nyt kan opstå. Det er ofte sket i kunsthistorien, og med en sådan ikonoklastisk approach er der skabt meget anderledes og spændende kunst.
Men med Ivan Andersen (f. 1968) er der tale om én lang ikonoklastisk øvelse – eller måske snarere et forsøg på løbende at inddrage nye materialer for at føre maleriet videre til nye stadier på dets vej. Det er kunstnerens femte soloudstilling i galleriet, og med sine 14 spritnye værker befæster han sin position som en af sin generations mest interessante malere.
Det må have taget en krig at udføre disse malerier, som består af mange små tekstilstykker med forskellige teksturer og mønstre, syet sammen til landskabsmalerier med sportsbegivenheder. Nogle af horisont- og konturlinjerne er broderede, hvis ikke de er malet med akryl eller olie med den største akkuratesse og følsomhed for detaljen.
Titlen, False Flat, er en betegnelsen indenfor cykelsporten for en lav stigning, der ser bedragerisk flad og let ud, men det er immervæk stadig en stigning. Det har med andre ord været et langt og sejt træk for Ivan Andersen at skabe disse værker.
Skønt titlen refererer til cykelsport, indgår der også motiver med løb, skihop og højdespring samt to meget smukke, japansk inspirerede bjerglandskaber.
Ivan Andersen går mindre op i sportsgrenene per se end i selve konkurrencemomentet og søger primært efter de interessante kompositioner og visuelle muligheder, der ligger i sportens billeder.
Motiverne er primært skærmbilleder fra livestreaminger, især fra Eurosport, som kunstneren har nørdet videre med i atelieret. For nørderi er der tale om. Men alle de små puslebriksagtige enkeltdele samler sig til nogle store og spændende motiver, der diskuterer, hvad maleri er som illusionsflade, og specifikt hvad landskabsmaleri er.
Der ligger imidlertid også et civilisationskritisk sigte i dem. De handler på et underliggende plan også om, hvad der driver samfundet frem. Hvor der er udvikling, er der kappestrid eller konkurrence. Det er en iboende, menneskelig egenskab, at vi konkurrerer med hinanden om at være bedst og nå længst for at vinde. Dette drama, som efterlader en masse tabere og kun én vinder – the winner takes it all, som man siger – er mere tydeligt i sporten end noget andet sted. Det er dette drama, som Ivan Andersen udfolder i sine fascinerende, nye billeder.
Læs også: Ugens Kunstner: Ivan Andersen
Sportsmotivet føjer sig smukt ind i en længere tradition af sportsdigte (Jørgen Leths digtsamling Sportsdigte fra 1967), Harald Giersings ikoniske maleri Sofus Header fra 1917, Robert Delaunay, Henri Rousseau og andre malere, der har dyrket sportsmotiver, hvilket Lars Bukdahl fremhæver i sin forfriskende katalogtekst.
Denne gang er det Ivan, der header!
Ivan Andersen: False Flat. Bo Bjerggaard Gallery. Til 14 marts.
Helt ind til benet
John Copeland (f. 1976) er en amerikansk maler, som bor og arbejder i New York. Soloudstillingen I Feel It In My Bones, der er hans sjette i V1 Gallery, består af 15 nye malerier i varierende størrelser. Det er ekspressive, gestiske oliemalerier, malet direkte på ubehandlede lærreder. De hastigt malede billeder med de impulsivt-intuitive penselstrøg i stærke farver ligner kæmpemæssige skitser.
Der er ingen tøven. Ingen malerangst. Men derimod både ”jazz” og drama i situationerne, hvilket også understreges af titlerne: Horrible Miracles, Fabulous Disasters, The Joy of Violence etc., der – som det fremgår – er oxymoroner, dvs. ord, som modsiger eller ligefrem clasher imod hinanden i et meningsforstyrrende sprogligt greb. Det vækker undren, men måske bliver det lidt forudsigeligt hen ad vejen, når denne sproglige figur gentages så mange gange som her.
Man bemærker, at Copelands kunst fører en dialog med den store maletradition fra det 20. århundrede – her tænker jeg især på gestiske malere som Georg Baselitz og Francis Bacon, men også på Jackson Pollock, hvis all over paintings blev til drypvis, om jeg så må sige, under en emotionelt styret dans, hvis rytmer forplantede sig til lærredet i disse kosmisk-vrimlende motiver. Men Copeland er en figurativ maler, som med sin sikre, intuitive streg hurtigt får malet sit genkendelige motiv op.
John Copeland kan tydeligvis sit kram. Og så er han ikke spor bange for at give sig hen til stærke spektralfarver. Hans sitrende penselføring forlener motiverne med noget nervøst og anspændt. Man fornemmer, at der under de mange situationer, som han skildrer, lurer noget eksplosivt. Noget, der snart vil sprænge sig ud.
Der optræder en mængde figurer, hvoraf nogle ser ud til at opholde sig på en strand, mens andre sidder omkring et bord. Også flere røde og blå ørne har fundet vej til hans lærreder. De optræder enten parvis eller alene i nogle separate billeder.
Man tænker naturligvis straks på USA og den amerikanske ørn og de mange politiske spændinger under præsident Donald Trump, men det er at opfatte ørnen for snævert. Ørnen er et ældgammelt, mytologisk dyr pga. dens majestætiske fremtoning og enorme vingefang. Den indgår også som heraldisk dyr i mange andre officielle sammenhænge.
Et spændende møde med en kunstner, som skærer helt ind til benet.
John Copeland: I Feel my Bones. V1 Gallery. Til 22 feb.
