Janne Klerk: Spejlinger ved himlens fod

22 aug - 27 sep 2026

I udstillingen lader fotokunstner Janne Klerk det flygtige vandspejl i en skovsø danne afsæt for refleksioner over relationen mellem menneske, natur og kosmos.

Jane Klerk: Spejling #66

I udstillingen lader fotokunstner Janne Klerk det flygtige vandspejl i en skovsø danne afsæt for refleksioner over relationen mellem menneske, natur og kosmos.

Udstillingens fotografier er alle motiver af vandspejlet i den samme naturbeskyttede skovsø i Danmark, som kunstner og fotograf Janne Klerk tålmodigt har studeret i perioden 2016-2021. Søen måler blot 100 meter i diameter og tager fem minutter at gå rundt om. Men søens ringe størrelse står ikke i umiddelbart forhold til det rige billedunivers, som udfolder sig i vandspejlets overflade.
I vandspejlet findes alle former for tilstande, lige fra stilhedens ro og fred til drama, turbulens og kaos. Flere af billederne er fotograferet direkte ned i vandspejlet og har derved ingen koordinater, der angiver, hvor vi befinder os. Billederne viser både højder og dybder, ret- og spejlvendt samtidig.
Af og til sløres billedet et øjeblik af en let brise eller en kogle, der falder fra et træ, men kort efter bliver spejlbilledet klart igen. Vandspejlet indeholder en stor kompleksitet – forunderlig, dragende, foruroligende, men også befriende. På stormfulde, forblæste dage kommer der krusning og bølger på vandoverfladen, så alt under vandspejlet forsvinder, eller der skabes forvrængede billeder.
I alle årstider og i al slags vejr fremtryller søens spejlinger og dybder en mangfoldighed, som er parallel til den mangfoldige måde vi mennesker spejler os i hinanden og vores omgivelser.
”Under fotograferingen har jeg oplevet spejlingerne i skovsøen som metafor for de spejlinger, der ustandseligt foregår imellem mennesker og vores omgivelser. En levende ageren i evig bevægelse, uforudsigelig og kompleks – som vandspejlet.” – Janne Klerk.
Mange timer med fotograferinger i vandspejlet rejser også en lang række spørgsmål. Om lysets brydninger i vand, om økosystemet, universet, solen, atmosfæren og om spejlinger mellem mennesker. Som en del af arbejdsprocessen har Janne Klerk derfor samarbejdet med astrofysiker Anja C. Andersen og forfatter Gitte Broeng, som begge bidrager til projektet med tekster om både målbare og ikke målbare udsagn og synsvinkler på det fascinerende begreb spejlinger.
Versioner af udstillingen har tidligere været vist i Rundetårn og på Johannes Larsen Museet, men det er første gang udstillingen vises i denne form i Jylland.

Adresse
Vestjyllands Kunstpavillon - Arne Haugen Sørensen MuseumHenning Larsens Vej 3
6920 Videbæk

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 13:00 - 17:00
Onsdag: 13:00 - 17:00
Torsdag: 13:00 - 17:00
Fredag: 13:00 - 17:00
Lørdag: 13:00 - 17:00
Søndag: 13:00 - 17:00

Entre pris
Entré
Voksne: 70 kr.
Børn og unge under 18 år: gratis
Grupper – min. 10 personer: 60 kr. pr. person
Rundvisning 300 kr. / max. 25 personer pr. hold.