Kunsthal Charlottenborg præsenterer en omfattende udstilling med den anerkendte tyske kunstner Jochen Lempert (f. 1958), hvis sort-hvide fotografier inviterer publikum til at sætte tempoet ned og genopdage den naturlige verden. Udstillingen spænder over mere end tre årtiers kunstnerisk praksis og samler et bredt udvalg af værker, der synliggør naturens subtile skønhed, kompleksitet og indbyrdes forbundethed.
Lempert er uddannet biolog og forener videnskabelig observation med kunstnerisk sensibilitet. Hans analoge sort-hvide fotografier fokuserer på detaljer og mønstre fra den naturlige verden: havbølgernes former, lysets refleksioner, blomsters fine geometri og hver enkelt levende organismes individuelle særpræg. Gennem disse opmærksomme iagttagelser fremhæver han det ekstraordinære i vores omgivelser.
I en tid præget af acceleration, distraktion og miljøkrise tilbyder Lemperts værker et rum for fordybelse og eftertanke. Fotografierne vises uden rammer og arrangeres i nøje komponerede grupperinger, der skaber uventede forbindelser mellem planter, dyr, genstande og mennesker. Publikum inviteres til at opdage visuelle forbindelser og rytmer, som udfolder sig gradvist over tid.
“Jochen Lemperts værker minder os om, at opmærksomhed er en form for omsorg. Hans fotografier inviterer os til at se nærmere på verden omkring os og opdage forbindelser til naturen gennem detaljer, der nænsomt toner frem, når man giver sig tid til at være til stede i øjeblikket.” – Helene Nyborg Bay, kunsthalsleder for Kunsthal Charlottenborg.
Et centralt aspekt af Lemperts kunstneriske praksis er fotografiets materialitet. Han arbejder med analoge processer og fremkalder sine fotografier i hånden. Udstillingen omfatter både fotografier skabt med kamera og fotografiske værker, der er fremstillet uden kamera. Et eksempel er Glowworm, hvor en sankthansorms bevægelser registreres direkte på lysfølsom film gennem sporene fra dens egen bioluminescens.
Hans værker undersøger temaer, der spænder fra botanik og marint liv til forholdet mellem urbane og naturlige økosystemer. Udstillingen vil omfatte værker fra begyndelsen af 1990’erne og frem til 2026.
Kilde:
Kunsthal Charlottenborg
Kunsthal Charlottenborg

