Jon Stahn: Book of night and black leaves

I Jon Stahns nye udstilling Book of night and black leaves har billedhuggeren opdyrket en skelethave. Her står nøgne træer, frøstande og sorte stængler tilbage efter sommeren. Haven befinder sig i en dyb søvn på tærsklen af det levende og døde, haven drømmer om sin egen undergang, om tabet af balance, sommerfugle og om skyer af gift. I haven snor lidt røg sig i fraktaler, spiraler, og marker slår gnister som festtrøjer, der knitrer.

I Jon Stahns have går døden gennem græsset i sin sorte housecoat og sætter sig ind en gammel kasse af en bil, fortæller en vittighed gennem vinduet, mens han sutter på en tannisrod, han har skåret til med en lille lommekniv.

Hvorfor er rygning så godt for miljøet?
Fordi det slår mennesker ihjel!

En have – ond om vinteren, generøs om sommeren, men aldrig sød!

Der løber et net af aprilmåne gennem græsset, men vær nu ikke et aprilfjols! Månen er hvid og tynd som en banan, der fryser sin røv af, og her er hverken honningbier eller hibiscus, her er til gengæld fastfood emballage, pinde og hulsten. Nattejord, ond kulde, bronze og mærkelige musegrå solsikkemasker, mørke økologiske jokes.

I Jon Stahn, nattejordmandens have, speeder døden op og kører til et goldt saltet hav, der er ved at omkomme af surhed. I det udmattede daggry kan gæster brygge sig en kop kaffe og lade den blive kold i hånden, mens de kigger på en ørkenheks af plastik og papir, der flyver rundt eller ligger splattet ud som en klode.

Her anlægges bede af skulptur-tradition og tilfældige ting. Invasive frø, klistermærker, små krater carrara marmor, campede, gudelignende plastikfigurer.

En figur udvælges og iklædes en lille klump ler, hvorefter den støbes i materialer, der sammen med svampen og kakerlakkerne for enden af verden vil overleve os alle!

Den hvide kanin dør af nogle havegasser i sin søvn og bliver til en sort kanin. Nu er det meningen at andre, mindre arter skal komme og spise af kaninkødet, at de små knogler skal slikkes rene af fugle og bi-tunger, så de kan blive til en gyselig halskæde. Men siden alle andre arter har forladt den natlige have, gjort den til åndehul for ånder, forbliver kaninen intakt med poterne foldet til bøn.
Den bliver blå og til en gud.

Kaninguden ligger i træet i haven; et forkullet træ der ligner en kappe.

Alle sommerens planter dør; solsikker, hampehanner, nattens dronninger, selv de små røde palmer fra In-N-Out Burger hænger med hovedet.

Alle må bøje stilken i nakken for vinteren og natten og klimaets fortryllelse til kirkegård! En kirkegård for gamle værker, en kirkegård for verdens gamle værker og planer, blomster og sorte blade fra fældet træ og kulproduktion. En bronze zombie kravler op ad jorden og en snegl kravler ud af zombiens øje helt ud på spidsen af dens tunge, døden, på vej ud for at hente avisen, tager hurtigt sin housecoat på for at undgå, på celleplan, at forvandle sig til en sodet solsikkemark.

Kilde: Marie Kirkegaard Gallery