Københavns Museums næste særudstilling KØBENHAVN I LYS & SKYGGE kan opleves fra 27. februar til 16. august 2026. Omdrejningspunktet er københavner-fotografen Julie Rønnows (1934-) stærke, men samtidig æstetiske sort-hvid-billeder i samspil med billedkunstner Julie Boserups (1976-) farverige installationskollager. Her inviteres man som gæst indenfor til en udstilling, der forener to kvinder, to generationer og to kunstformer i fortællingen om det København, der engang var.
Fotograf Julie Rønnow tog fra 1960’erne frem til 2004 tusindvis af fotografier af København. Hendes billedarkiv består i dag af over 4000 analoge fotografier med motiver fra hovedstaden, dens indbyggere og deres historie. En gennemgang af de mange værker tydeliggør tre tilbagevendende motiver: baggård, beton og havnen. Tre motiver, der derfor er blevet omdrejningspunktet for denne udstilling med 84 nøje kuraterede billeder fra 60’erne, 70’erne og 80’erne.
Rønnow forevigede gennem tre årtier først stilstand og siden udvikling i København. En periode hvor byen gennemlevede faldende indbyggertal, og hvor boliger og baggårde var så nedslidte, at det førte til saneringer. Nyt byggeri bestod primært af almene boliger i beton. I samme periode forsvandt industrien og dermed en lang række arbejdspladser fra hovedstadens havneområder.
Til KØBENHAVN I LYS & SKYGGE har Julie Boserup skabt tre rumlige værker med afsæt i Rønnows fotografier. Her leges der med blikket, linjerne og arkivet; fotografierne opløses og sættes sammen på ny, så arkitektur og overflader bliver til en form for byggeklodser. Her må man gerne gå tæt på værket – og endda igennem det – og opleve, hvordan de nye kompositioner danner små arkiver over særlige typer steder: baggården, det moderne betonbyggeri og havnen som mødepunkt mellem natur og by.
"Rønnows billeder er ikoniske for København. Hun har fanget baggårdene og livet mellem husene, og det føles som et privilegium at se dem – som at blive inviteret på en lang vandring gennem byen på tværs af tid. For mig er det en gave at få lov at arbejde med hendes fotografier. Det er en form for tidsrejse, der gør det muligt at gå på opdagelse i byens overflader og detaljer på ny. Ved at forstørre og bearbejde fotografierne i rumlige kollageinstallationer ønsker jeg at fremhæve den sanselighed, der ligger i de mange skift i overflader og detaljer, som vi ofte ikke lægger mærke til i hverdagen. Jeg vil gerne bryde vores hjemmeblindhed og åbne for en mere sanselig oplevelse af byens huse." Julie Boserup, november 2025
Særudstillingen kan opleves fra 27. februar til 16. august 2026.
Den er kurateret af historiker Trine Halle og kunsthistoriker Regitze Lindø Westergaard, begge museumsinspektører på Københavns Museum. Gennem samtaler med den nu 91-årige Julie Rønnow er KØBENHAVN I LYS & SKYGGE blevet til.
Den er kurateret af historiker Trine Halle og kunsthistoriker Regitze Lindø Westergaard, begge museumsinspektører på Københavns Museum. Gennem samtaler med den nu 91-årige Julie Rønnow er KØBENHAVN I LYS & SKYGGE blevet til.
Kilde:
Københavns Museum
Københavns Museum


