Julie Boserup
Billedkunstneren Julie Boserup har gjort collagen til sin hovedbeskæftigelse, og med sin arbejdsmetode, tematik og stil har hun formet sin helt egen praksis i krydsfeltet mellem arkivbaseret research, fotografi, collage og tegning. I Boserups hænder løfter collagen sig over det dekorative og bliver til et politisk og utopisk opgør med, hvordan vi former vores verden.
Julie Boserups værker udspringer af den moderne mediekulturs overskudslager af visuel information. Udgangspunktet er fundne materialer, for eksempel fra arkiver, men også brugte plakater, forældede rejseførere, billeder fra internettet og forskelligt reklamemateriale finder vej til hendes værker. Dette nærmest arkæologiske materiale kombinerer hun med egne snapshots eller andre materialer, der visuelt, metaforisk eller tematisk har forbindelse til det motiviske indhold.
Ved mødet med Boserups værker bliver det hurtigt klart, at hun har et mellemværende med arkitekturen, ikke kun forstået som formidling af markante byggerier, men snarere som refleksioner over de rum, der omgiver os, og især over hvordan disse rum skaber rammer for vores liv. Det gælder ikke kun det nære rum som ramme om vores private sfære, men også byrummet, som former og skaber muligheder og begrænsninger for sociale interaktioner og æstetiske oplevelser af verden.
Julie Boserup har tidligere selv beskrevet sin arbejdsmetode således: “Fremstillingen af kollagerne er både en dialog med de forskellige motiver, der bliver bragt sammen, og en jagt på deres indbyggede modstand mod at blive sat sammen med hinanden: Når man sidder foran så meget billedmateriale, føler man sig lidt som en diktator, der kan herse og regere.”
Boserups værker kan ses som forsøg på at transformere den fysiske uorden, der omgiver de skildrede steder, til en form for utopisk visuel orden. Værkerne antyder muligheder, perspektiver og alternativer. Men de er også visuelle opdagelsesrejser, der afdækker den måde, vi former vores omgivelser og organiserer vores liv. Mange af de steder, Boserup skildrer, er skjulte eller forældede, og værkerne bliver dermed også til en visuel historiefortælling om skiftende tiders utopiske idealer.