Lena Nicolajsen: Den lille natur

12 sep 2025 - 18 jan 2026

Oplev Lena Nicolajsens forunderlige univers, når Vandrehallen Kunsthal slår dørene op for deres allerførste kunstudstilling for børn.

Foto: Lena Nicolajsen

Oplev Lena Nicolajsens forunderlige univers, når Vandrehallen Kunsthal slår dørene op for deres allerførste kunstudstilling for børn.

Den lille natur er en sanselig og taktil udstilling, der skildrer alt det finurlige i naturen. Børn og barnlige sjæle inviteres til at gå på opdagelse i naturens elementer og de forvandlinger der sker, når årstiderne skifter.
Venner med naturen
Udstillingen tager afsæt i Lena Nicolajsens illustrationer, som hun har tegnet og malet til børnebøgerne Den lille fest, Den lille regn og Den lille sne skrevet af Birgitte Krogsbøll. Med en samling af næsten hundrede kunstværker kommer vi helt tæt på de humoristiske og skønne skildringer af naturen. Her er det næsten umuligt ikke at forelske sig af flere omgange i farverne og Lena Nicolajsens helt særlige streg.
De besøgende vil have mulighed for at leve sig ind i kunstværkerne på flere planer og kan alt fra at sidde og læse i et bolsjefarver telt magen til det fra bøgerne, gå på opdagelse i svampelunden, male deres egen regndråbe, klæde sig ud som dyr og blomster. Helt særligt for udstillingen er, at det mad dyrene drikker og spiser i bøgerne er vakt til live. Lena Nicolajsen har malet på ny, hvorefter det er blevet trykt på stof og til sidst syet sammen til det smukkeste legemad.
Et kærligt natursyn
Vandrehallen ønsker at bringe glæde og forundring over alt det finurlige i naturen og vise, hvorfor det er så vigtigt, at vi passer på den. Det er ikke med løftet pegefinger, men i stedet en legende tilgang, hvor børnene oplever, at naturen er fyldt med nye venner, de kan lære og værne om. Kunstner Lena Nicolajsen er selv opvokset på Færøerne og har gennem sin egen barndom lært at naturen ikke kan tøjles, fordi den er vild og fantastisk i sig selv.
Kunst og litteratur i børnehøjde
Udstillingen er ikke kun en hyldest til naturen, men også til de mange fantastiske kunstnere, der illustrerer børnebøger. Kunstnere som Lena Nicolajsen bidrager med den visuelle læseglæde for børn, der endnu ikke kan læse ord selv, og for hvem den litterære oplevelse består af smukke illustrationer, som gør bøgerne til en oplevelse i sig selv. Det er samtidig Vandrehallens første børneudstilling og den arealmæssigt største udstilling i kunsthallens historie. Da børn udgør størstedelen af de besøgende på Hillerød Bibliotek, er de mindst lige så berettigede til at få en kunstudstilling, der taler direkte til dem - også om store emner som fremtidens klimaudfordringer.
Udstillingen kan ses fra den 12. september frem til den 18. januar 2026.
Efteråret på børnebiblioteket
Efteråret på børnebiblioteket vil også have temaet ‘Den lille natur’, hvor der vil være aktiviteter som læner sig op af udstillingen. I efterårsferien vil der blandt andet være et kunstværksted med Lena Nicolajsen, hvor børn inviteres til at lave deres egen naturven.
Kilde:
Vandrehallen Kunsthal

Fakta

Kunstner og illustrator Lena Nicolajsen (f. 1975) er bosat i København, men er oprindeligt fra Færøerne. Hun er uddannet fra Danmarks Designskole i 2008. Lenas farverige værker kan opleves i danske og færøske børnebøger, men hun har også sat sit kunstneriske aftryk i egne tegneserier samt en lang række illustrationsopgaver for festivaler og museer som Thorvaldsen og Københavns museum.

Lena Nicolajsens opvækst på Færøerne har sat dybe spor i hendes tilgang til naturen. I hendes værker er det ligeledes naturen og dens væsener, der har fået hovedrollerne, mens vi mennesker er beskuer til den billedskønne fortællinger.


Adresse
Vandrehallen Kunsthal, Hillerød BibliotekChristiansgade 1
3400 Hillerød

Åbningstider
Mandag: 10:00 - 18:00
Tirsdag: 10:00 - 18:00
Onsdag: 10:00 - 18:00
Torsdag: 10:00 - 18:00
Fredag: 10:00 - 18:00
Lørdag: 10:00 - 15:00
Søndag: Lukket

Entre pris
Fri entré