"Jeg kender intet bedre end træer og blomster, vores ubevægelige jordkammerater. Vi er alle jordens børn og er glade for solskin." — H.A. Brendekilde i et brev til en gartner i Svendborg
Vinterfrø spredes ud over marker og trygge oaser af bregner. Sollyset er en lyserød drøm, der giver plads til fri længsel. Jorden bliver en intim hule, hvor kammerater ligger under overfladen, i mulden, og putter sig sammen. Pløjninger skaber såbede.
I Mads Hilberts udstilling Jordkammerater svæver små kærlighedserklæringer og begravede, længselsfulde mandekroppe side om side med referencer til dansk kunsthistorie – tilbage til en tid, hvor den ensomme landmand var en slidt figur; i Jordkammerater cruiser han markerne på jagt efter kærligt selskab.
I store malerier, med skiftevis tætte motiver og blotlagt lærred, arbejder Mads med balancen mellem det ufuldstændige og det færdige. Oliemalingen påføres intuitivt og væver gradvist horisontale og vertikale strøg sammen for at skabe betydning. Detaljerne træder frem som enkelte, fine strå, grønne spirer og små farvede prikker, der imiterer de korn, landmanden spreder på marken i de ikoniske såmandsskildringer hos kunstnere som H.A. Brendekilde og L.A. Ring. Historiske kammerater og imaginære kærester.
En arkæologisk udgravning er i gang. Mellem lagene af maling dukker rester af ord og materiale op – gamle, glemte begreber, som Mads sammensmeder. Et eksempel er Urning (uranier), et spor af Karl Heinrich Ulrichs’ banebrydende begreb fra 1864. Urninge insisterede på en fysisk og åndelig kærlighed mellem mænd, et kærligt kammeratskab. Mads’ Urning fremstår som en ensom figur set bagfra, omgivet af stille vand.
Udgravningen fortsætter. Kropsdele træder frem fra mørkebrune og lilla baggrunde, som vokser de ud af jorden: en torso, en bar hals, et, to genkendelige venners ansigter med røde kinder.
Ud over de menneskelige venner findes der også dem, der falder uden for denne kategori, som beskrevet af Brendekilde. Svanen er en ven – en symbolsk og opløftende én – der samler sig i flokke efter at have rystet fjerene af sig. I maleriet Oldenår – et begreb for et år med rigelig frugtsætning hos eg og bøg – bliver dette venskab særligt tydeligt. Her presser en strøm af hvide, fremtrædende former sig frem i billedet og fylder den nederste del af rammen. Sorte og gulligt-røde penselstrøg antyder svanenæb, mens grå skygger skaber lag på lag af fjerdragt, der flyder sammen. De røde næb antyder noget morbidt, som i studier af afhuggede mandelige lemmer og svanehalse udvikler sig til en voldsom, legendarisk forvandling mellem menneske og svane. Erotiske spor, der eksisterer side om side med venskabet.
Det kan være vidunderligt at være i jorden og grave i lagene, så kærlige ledsagere kan komme til overfladen. Pløj og lad det grønne vende nedad for en stund.
Kilde:
V1 Gallery
V1 Gallery
