Marie Søndergaard Lolk: Brug mig

Marie Søndergaard Lolks praksis er på én gang minimalistisk og ophobende, og hendes sammensætninger af forskelligartede materialer er ofte overraskende. Hun arbejder installatorisk i krydsfeltet mellem maleri, collage og skulptur og undersøger synlighedens økonomi og forviklinger i sprog og (mis)kommunikation. Ved primært at anvende lavstatus materialer, så som skumpap, spånplader og servietter, skaber hun ambivalente værker, der etablerer forskellige bevægelser i udstillingsrummet

Udstillingen, Brug mig præsenterer værker, der spekulerer over interiørdesign, udstillingsdesign, arkiver og subjektive ikke-lineære forståelser af tid. Søndergaard Lolk genbearbejder og applikerer tidligere værker og elementer fra kunstneriske samarbejder i nye midlertidige miljøer. Hendes arbejde med skala, akavede rumlige logikker, varierende grader af opmærksomhed og uopmærksomhed, lader værkerne med mobilitet og humor men også med noget destruktivt, med afbrydelser, og ikke mindst det, som oftest glider ud af bevidstheden.

“Det er ikke renheden, hendes værker er spor interesserede i. I stedet står hendes billeder og bævrer på kanten mellem synlig og usynlige, som den franske fænomenologiske filosof Maurice Merleau-Ponty ville sige det. Han mente, at alle de genstande, vi opfatter som adskilte i, egentlig eksisterer i det samme væv, før de kommer til vores sanser. Han kaldte dette sansevæv for kødet, la chair du monde – og mente, at særlige kunstværker kunne få os til at se netop det øjeblik, hvor formen træder ud af massen.

Kød lugter af jern, det klistrer mellem fingrene – og Merleau-Ponty skrev så smukt, at man ikke helt opdager, at der er noget skrækindjagende ved hans begreb. Men netop det har Marie Søndergaard Lolk blik for. Hendes fremtrædelser er ikke underskønne øjeblikke, de rummer i stedet potentialet for vold. Værkerne er som skyer, der driver forbi, blot er de fanget på deres himmelflugt. Eller solstråler, der med vold og magt er blevet låst fast i deres kvadrater på stuegulvet. Former, der træder ud af kødet, kan også træde tilbage igen – og slå om i intethed: Lige som man tror, at man har set et mønster frem ud af en frise eller et ark papir, fortoner det sig igen. Man bliver i tvivl om, hvad det egentlig var, man så.”

Uddrag fra udstillingsteksten På vej af Bodil Skovgaard Nielsen