Pressefoto.
Serious Scribbles er en gruppeudstilling med en bunke seriøse tegnere, billedhuggere, malere og grafikere.
Man kan sige om værkerne, at det en materialebåret udstilling; med værker styret af hånden. Der er mange lag af teknikker; der er flere aflange værker, der er figurer, der ligner mennesker, papir og skrift. Men det er alligevel for enkelt. Værkerne i udstillingen (udover de smukt udførte teknikker) er kendetegnet ved en høj følsomhed og intimitet. Det er værker, der handler om minder, omsorg, kritik af økonomier samt historie og identitet.
Som i Aia Sofia Coverley Turans værker Uden titel og Interrupted history, der består af en lille figur på en sokkel samt et relief. Et stykke krøllet papir (et dokument eller et brev) suser imod et menneske og et relief, som er både et fragment af et hjem og et dokument lappet sammen med tape. Her optræder papir som famlende minder, man prøver at stykke sammen og fastholde for at forstå sin historie. Historie hos individet eller i den Kurdiske kulturhistorie, der er glemt og udslettet og må skrives frem af brudstykker. Skulpturerne er også romantiske; stående på sokler og bemalede.
Det romantiske findes også i Anton Munars værk En su claustro, som oversættes på dansk til I sit kloster. I et soveværelse hviler en krop sig, mens en anden krop har sat sig halvt op i sengen, morgenlys strømmer gennem gardiner. Maleriet minder mig om det sted, man befinder sig, inden man træder ud i verden; hjemmet, soveværelset, køkkenet, eller i sengen ved siden af sin elskede. Lad mig male med den brede pensel og sige at et mørkt soveværelse med et søvndrukkent sind og en varm krop boblende ved siden af måske er en universel ordløs erfaring af nærhed, ømhed og stilhed før den forestående dag.
Det sceniske og intime er også at finde i Gregor Fuchs’ grafiske værker, der virker som små scener fra film; en kalender, en smørkniv, en hilsen, en fugl med et navn. I værket Alarm er to kroppe trykt oven i hinanden som en bevidst fejl eller som en omfavnelse, og i værket Being home’ ligner det en varm krop, et møbel eller en bunke dyner, der slænger sig oven i hinanden. En art øm minimalistisk grafik om relationer og menneskelige ting.
Alle værkerne i udstillingen har lag af poesi og skrift i sig i enten titlerne eller konkret i værket. Som i Ihsan Ihsans keramiske værker, hvor tekst og billeder er vævet ind under keramikkens glatte glasering som en keramisk collage. Noget i hans keramiske værker minder mig om kvaliteten af en notesbog; uddrag af raptekster, et højt skattet familiefoto, arabiske skrifttegn, et brev til en ven. En titel som Call me if you get lost’ minder både om en sangtitel, en kærlighedserklæring eller en indforstået sms. Den spiselige, smukt udførte keramik bærer fortællinger om sorg, tab, hjemve, magi, poesi, penge, kunst-klicheer og re-appropriation.
Anna Stahn bidrager med et grafisk værk Pale pinned products. En radering med Chine-collé og sukkerakvatinte; lidt nostalgisk, som franske påklædningsdukker og undertøj, med en lille forbrugskritik og en ængstelse vævet ind titlen og i bomuldstrussernes silkepapirskant.
Kilde: Marie Kirkegaard Gallery
