Gennem fotografier, nedskrevne beretninger, bøger, tegninger, et vaskeægte hekseværksted og meget andet kan man gå på opdagelse i årtusinders interesse for alt det, der siges at kunne findes mellem himmel og jord.
"I vores hyper-digitale samtid ser vi en opblomstring og fornyet interesse for det spirituelle og et ønske om at være tættere forbundet med naturen. Mange tiltrækkes af det uforståelige, der på mange måder står i kontrast til vores rationelle, effektiviserede hverdag. Udstillingen viser, hvordan disse interesser på ingen måde er nye, men noget der har optaget os mennesker i flere hundrede år," fortæller Christina Back, der er udstillingsansvarlig på Det Kgl. Bibliotek.
Udstillingen Mellem Himmel og Jord handler om frygt og håb, om tro og viden. Om menneskets oldgamle trang til at skærme mod det onde og undersøge grænserne for det, vi ved. Tre kuratorer fra bibliotekets specialsamlinger er dykket ned i Det Kgl. Biblioteks smukt illustrerede skrifter om alkymi, anatomi og astrologi, i den store samling af trolddomsbøger, i tegninger af eksotiske væsener, nedskrevne ritualer og okkulte fotografier. Alt sammen noget der kan opleves i udstillingen fra den 19. juni til 7. december 2025.
I udstillingens syv rum vækkes genstande og fortællinger fra samlingerne til live i en sanselig og poetisk fortælling om menneskets søgen efter det uforståelige. Her kan fantasien leve, mens man samtidig bliver klogere på magien og dens betydning fra fortid til nutid.
"Der har altid været mennesker, som man mente havde særlige evner og kunne skabe forbindelse til det ukendte. Hvad enten de gjorde det for at udvide et verdensbillede, for at skærme mod dårligdom eller helbrede. I udstillingen prøver vi at formidle den betydning, magien har haft", supplerer en af udstillingens kuratorer, Mette Kia Krabbe Meyer, der er seniorforsker i Specialsamlinger.
Udover de mange genstande fra Det Kgl. Biblioteks samlinger kan man også opleve et vaskeægte hekseværksted på udstillingen. I mere end 40 år levede heksen Dannie Druehyld i Rold Skov, hvor hun i sit hjem i skoven havde sit værksted fyldt med urter, rariteter og magiske genstande. I samarbejde med Dannie Druehylds datter Marie Druehyld genskaber udstillingen et stykke af Dannie Druehylds værksted, som hun brugte helt op til sin død i 2021. Det vil være en unik mulighed for at opleve, hvordan en af de få hekse fra vor tid gik til værks.
Kilde:
Den Sorte Diamant
Den Sorte Diamant