Michael Würtz Overbeck: Fragile Being

Anbefalet under Det skal du se! uge 39.

Udstillingen Fragile Being består af ni minutiøst udførte blyantstegninger, og herudover et lydværk, der på en og samme tid er retrospektivt og futuristisk, en anamorfosisk tegning i et skulpturelt udvidet felt, samt et skulpturelt objekt, hvor en massiv sort kugle af obsidian ligger i centrum af et podie med grå skærver.

Fragile Being er et blik på mennesket som et skrøbeligt væsen, hvor melankolien, tungsindet og tidens opløsning ikke ligger langt væk. Når vi frygter at gå til grunde over verdens uoverskuelighed, higer vi efter nærhed og mening, uden angst. Det uoverskuelige i at have alle muligheder til rådighed i verden. Det uhåndgribelige ved at hvert individ har sin egen opfattelse af virkeligheden – virkeligheden er subjektiv. Sandheden forekommer fragmenteret og usammenhængende. Behovet og ønsket om at føle sig forbundet til andre mennesker vokser, men det er en forbundethed, som i samme åndedrag er iblandet en følelse af afskårethed fra selv samme mennesker. En følelse af at føle sig forbundet med andre på tværs af tid, sted, liv og død, men alligevel føle sig afskåret fra dem. Mindet om døden som altid nærværende.

Tegningens kraft bliver på næsten kultisk vis demonstreret i Michaels værk Phantom, hvor en spøgelseslignende skikkelse rejser sig for øjnene af os. Som et drømmesyn, eller et spejl på vores dødsangst, står et fantom og lurer og forekommer lige så virkelig som tegningen. Hvad der på papiret bare ligner et henslængt hvidt stykke stof, tager i sin spejling form af en okkult antropomorf skikkelse. Denne optiske forvrængning, eller forskydning af et billede, trækker tråde tilbage til tidligere tiders optagethed af perspektiv og optisk illusion, hvor man helt tilbage i 1500-tallet var optaget og fascineret af anamorfosen som visuelt greb.

Disse illusionistiske, næsten fotorealistiske, monokrone blyantstegninger, der kredser om tvivl, savn og forbundenhed – til andre, til livet og ikke mindst til døden – minder os om livets skrøbelighed og sandheden som splittet og ufuldkommen. Som et genfærd fra fortiden dukker Roland Barthes, og hans betragtninger om fotografiet og døden op. Han beskriver i bogen Det lyse kammer, hvordan ethvert fotografi er et bevis på, at vi skal dø. Et spejl for hukommelsen, som viser det, som aldrig kan genopstå. På samme måde undersøger Michael balancen, eller ubalancen, mellem liv og død. Og paradokset i at leve med døden.

Kilde: Formation Gallery