Mika Andersen og Simon Lindhardt: Krusedulle

Anbefalet under Det skal du se! Uge 18.
Kruseduller er de små ubevidste bevægelser, der snegler sig dansende rundt på overfladen og efterlader spor. Krusedullen er altid et skridt foran, og den afslører ofte mere om sin ophavsmand, end denne er sig det bevidst. Krusedullen har rytme. Den er umiddelbar. Den er uforudsigelig og nogle gange utilregnelig. Den kan påvirkes, men tager gerne selv styringen. Den befinder sig tit i marginen, men når den først kommer i gang er den svær at stoppe. Den fører an og lader sig føre i en evig vals mellem sig selv og dens vært. Den analyserer ikke sig selv. Den spørger ikke hvorfor. Den gør og derfor er den.

Mika Andersen og Simon Lindhardt viser for første gang, deres værker sammen i en duo-udstilling under den finurlige titel Krusedulle. De to kunstnere, som privat danner par, har studeret sammen på Det Fynske Kunstakademi. De har boet og delt atelier lige siden. Deres praksisser stritter på mange måder i to diametrale retninger, men komplementerer hinanden i deres modsætningsforhold. Titlen sætter fokus på de ubevidste bevægelser og dynamikker kunstnerne imellem, som har indflydelse på deres praksis hver især.

Mika Andersen arbejder formelt, konceptuelt og stedsspecifikt – primært inden for skulptur og installation og collager. Hendes værker er karakteriseret ved at have et skulpturelt præg, organiske former og et sanseligt udtryk, som undersøger form, rum og tekstur, ofte ved brug af bløde materialer som stof og tæpper. I Mika Andersens værker til udstillingen har hun formet runde abstrakte figurer i ståltråd, dyppet dem i maling og syet dem fast på lærred. Værkerne fremstår som en blanding af objekt og maleri, med referencer til 60érne og 70érnes eksperimenterende udvidede maleri-begreb. På nogle af billederne er formerne placeret nøje i et systematisk grid som var de bogstaver i et alfabet, eller tegn på en synstavle. På et andet billede afviger formerne mere fra hinanden – både i størrelse, form og placering.

Simon Lindhardt maler minimalistiske værker, hvor enkle former skygger eller lapper ind over hinanden. Malerierne er flade, men farver og skyggevirkninger får billederne til at række ud i rummet. Her kombineres to teknikker fra hver sin tid: Det enkle, minimalistiske formsprog fra det 20. århundrede, og den klassiske kunstgenre “trompe l’œil”, hvor malerierne fremstår uhyre naturalistiske og illusionistiske for at snyde betragteren til at tro, at det flade maleri var en tre-dimensionel genstand. Simon Lindhardts værker kombinerer begge praksisser, og resultatet er noget tredje, nemlig små, ofte kalejdoskopiske billedrum, hvor former og figurer fletter sig ind og ud af hinanden. Disse flade/ikke-flade billedrum opstår på poser, papir, lærred eller som objekter, der hænger på væggen.

Kilde: Format Artspace