Milena Bonifacini, Bodil Nielsen & Jes Fomsgaard: ANTIDOTE
4 mar - 15 apr 2021Galerie MøllerWitt, Bredgade 67 i København, præsenterer med stor glæde udstillingen ANTIDOTE, med nye værker af Milena Bonifacini, Bodil Nielsen og Jes Fomsgaard. De tre kunstnere arbejder alle på hver deres måde med maleriet som genstandsfelt, og udstillingen er dermed tre forskellige indgange til maleriet som medie, der viser hvordan farve, figuration, krop og flade […]
Galerie MøllerWitt, Bredgade 67 i København, præsenterer med stor glæde udstillingen ANTIDOTE, med nye værker af Milena Bonifacini, Bodil Nielsen og Jes Fomsgaard. De tre kunstnere arbejder alle på hver deres måde med maleriet som genstandsfelt, og udstillingen er dermed tre forskellige indgange til maleriet som medie, der viser hvordan farve, figuration, krop og flade […]
info
Galerie MøllerWitt, Bredgade 67 i København, præsenterer med stor glæde udstillingen ANTIDOTE, med nye værker af Milena Bonifacini, Bodil Nielsen og Jes Fomsgaard.
De tre kunstnere arbejder alle på hver deres måde med maleriet som genstandsfelt, og udstillingen er dermed tre forskellige indgange til maleriet som medie, der viser hvordan farve, figuration, krop og flade kan fortolkes og bearbejdes.
Bodil Nielsens værker er stoflige og fladeorienterede malerier. På udstillingen præsenterer kunstneren både maleri i stor og mindre størrelse, og der opstår en skalaforskydning med kropslig effekt. Hvor det store værk inddrager og overmander beskuerens krop, tillader de mindre værker beskueren at komme tættere på og fordybe sig i værkernes enkeltelementer. Nielsens maleri skaber associationer til impressionismens måde at håndtere lys og farve på, og værkernes sanseligheder og taktile kvaliteter fremstår sitrende i deres udtryk.
Hvor Nielsens maleri fremtræder materialeorienteret, balancerer Bonifacinis værker mellem det figurative, abstrakte og konkrete. Værkerne er maleri på pap, og motiverne skaber forbindelser til stiliserede landskaber og naturformationer. Streger og flader spiller op mod hinanden og skaber kontraster, og papstykkerne, som Bonifacini har malet på, antager en organisk form, der i bløde, kurvede omrids danner baggrund for værkernes naturmotiver. Der er tale om enkle former, der i nogle værker ligner uddrag af større mønstre. Bonifacini inddrager det genkendelige i sine værker og skaber et øget fokus på de former, vi omgiver os med.
Det er også omgivelser, som Jes Fomsgaards malerier udfolder, men her er det snarere en præcis og detaljerig figuration, der gengives. Fomsgaard arbejder med endeløse, umulige rum og ikke hidtil sete konstruktioner. Malerierne udgør arkitektoniske strukturer, der mimer futuristiske scener, og kunstneren fremlægger systemer, der skaber en rumlig desorientering. Med et fugleperspektivisk blik og en nærmest kortlæggende metode skaber kunstneren et indblik i det arkitektoniske rums virkemidler og effekter.
Udstillingens præsentation lader Nielsens fladeundersøgelser, Bonifacinis enkle motivbearbejdelser og Fomsgaards arkitektoniske rumskabelser gå i dialog med hinanden. Værkernes forskelligheder forstærker hvert enkelt maleris måde at fremstå på og giver tre udgangspunkter, hvorfra vi kan forstå og tilgå maleriet som medie.
Kilde: Galerie MøllerWitt
1260 København K
Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - nej
Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja