Mogens Gissel

Uddrag af essay skrevet af kunstner og forfatter Erik Steffensen i anledning af udstillingen:

Første gang jeg blev opmærksom på maleren Mogens Gissels rolige, dæmpede, harmoniske, sitrende og lyriske arbejde var i begyndelsen af 1990erne, da han modtog Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. Det var tydeligt, at han var en overset kunstner af høj kaliber. Han havde befundet sig i periferien af dansk kunstliv, han var gået under radaren, og i det hele taget ukendt for et større publikum. Med anerkendelsen fulgte opmærksomhed, men ikke mere end at kunstneren, der dengang var fyldt 50 år, stadig og stædigt fortsatte sit arbejde, hvor det udsprang i byen Odder i det Østjyske. Talentet havde været der hele tiden, og det var åbenlyst.

Mogens Gissel er født i 1941 og debuterede som kunstner i 1964. Inden da var han uddannet reklametegner og tog afsted på sin Velo Solex-knallert, kørte gennem Europa for blandt andet at besøge Prado-museet i Madrid og slå en sløjfe forbi forbilledet Paul Cézannes berømte bjergmotiv Montagne Sainte-Victoire i Provence. Har man været på egnen ved mesterens atelier forstår man, at det er lidt af en præstation at blive ved det samme motiv i årevis. Paul Cézannes arbejde med gentagelsen kom til at betyde et nybrud i kunsten, der kunne arbejdes serielt og lys og maleteknik forandredes selvom motivet ikke rokkede sig en tøddel.
Den erfaring lå siden latent hos Mogens Gissel. Han havde indoptaget landskaber og motiver i sig og kunne male abstrakt ud af fantasien fordi lærredet, malepladen og tubefarven viste ham vejen til nye billeder. Selvom han fulgte med Cirkus Benneweis rundt til byerne i provinsen og malede cirkusmotiver i sine tidlige år, ligesom han malede fra Thylejren og Christiania, var det stadig en slags frie kompositioner omkring et emne. Motivet behøver ikke at være genkendeligt, blot kan det ske at jordfarverne umbra, grønne og brune og beige giver et praj om, at vi er i et særligt rum i dette eller hint maleri. Landskab eller interiør. Opstilling eller noget helt fjerde. Okker, sort, grå i mange nuancer danner et lavmælt billedsprog som Mogens Gissel forstår at jonglere på plads på billedfladen. De beskedne jordfarver er en meddelelse i sig selv. Måske om en slags indre landskab hvis ikke et ydre. Måske handler det om en ydmyghed overfor verden.

Da kunstneren døde i januar 2022 firs år gammel var maleriet stadig levende. Ofte malede han på ældre værker, ikke for at friske dem op men for at forenkle det billedsprog han var nået frem til. Han satte nye spor, redigerede i gamle former, mærkede materialerne og lod dem bestemme en del af farten og udtrykket. Han kunne bruge kulstykker eller farve, stregtegning eller pensler og spartler. Han håndterede sine værker som ”gale hunde” har han sagt, men det færdige maleri fremstår altid robust og nøgternt. Mogens Gissels maleri er af den gamle skole. Han orienterede sig mod modernismens mestre mere end kunstneriske strømninger i tiden, og alligevel formår billederne at åbne nye rum i samtidens kunst. Måske fordi det håndgjorte, det sansede, omhuen og den stædige forfølgelse af hvad kunsten kan optog ham gennem hele karrieren. Det æstetiske, forfinede, afdæmpede farvesprog Mogens Gissel udtrykker gennem sit værk fortæller om en eksistentiel holdning til at være kunstner.
Billederne fungerer som en visuel vejrtrækning med deres vibrerende farvepuls, som en rolig musik med overtoner man kun kan opfatte hvis man tager sig tid til at lytte. Malerierne gør ikke meget væsen af sig, de er ikke højrøstede eller påkalder sig unødig opmærksomhed. Men de er der. Tavse. Uafviselige. Og er det ikke selve meningen med maleriet gennem al tid? At det kalder på tilstedeværelse uden ord og dikkedarer. Mogens Gissels værk er et no bullshit – maleri. Et nødvendigt maleri. Et klassisk maleri.