I Morten Gersager Abels udstilling The things we do støder vi på velkendte objekter, som vi omgiver os med, men knap nok ser. De træder frem og bliver synlige som forarbejdede og konstruerede værker, der spiller på deres egen bogstavelighed.
Vi omgiver os med ting, der trækker en hale af inferiøre genstande efter sig. Det er genstande, der transporterede mere værdifulde ting, og selv blev tilovers undervejs. Papirlapper og mærker, der hjalp til i en transaktion eller kategorisering, men nu står udtjent tilbage. De hober sig op, smides ud, bebyrder os, eller dukker op i lommer, på lagre, i skuffer eller på forbrændingen. Som små vidnesbyrd fra en livsverden, som de muliggør, men samtidig hurtigt bliver tilovers i.
Nogle genstande har fået nok af livet i periferien. De dukker op her i Morten Gersager Abels udstilling The Things we do. Således fortsætter de deres transit, eller forlænger deres livscyklus, iklædt nye materialer og andre stofligheder. Fra et særligt perspektiv, i et andet størrelsesforhold eller med en ny forarbejdning, er de nu på jagt efter nye blikkes påskønnelse, og i færd med at finde nye steder at hobe sig op. Tingene vakler mellem tilstande, trukket ud af deres gamle kontekst. Og fritlagt på væggen - gør de sømmet eller skruen de hænger på, til det nye inferiøre objekt.
I The Things we do støder vi på velkendte objekter, som vi omgiver os med, men knap nok ser. De træder frem og bliver synlige som forarbejdede og konstruerede værker, der spiller på deres egen bogstavelighed. Med hjælp fra vores nye blikke på dem, vrister de sig fri af deres status som redskaber og får os til at kere os om dem og måske ligefrem yde dem beskyttelse. Som værker tydeliggør de samtidigt det dynamiske ved vores mange menneske-ting-relationer: Hvilke genstande er vigtige? Hvilke bliver usynlige? Og hvilke var dybt almindelige for nyligt, men nu nærmest kuriøse, fordi den moderne verdens teknologi ændrer vores vaner, og skubber visse ting ud i periferien?
Kilde:
Galerie Pi
Galerie Pi