Nu Falmer Skoven

Anbefalet under Det skal du se! uge 39.

Med denne udstilling behandles naturen som et sted, der kan være fascinerende men også uhyggeligt og skræmmende på samme tid. Syv kunstnere med international spændvidde viser i udstillingen forskellige perspektiver på naturens mere mørke sider.

Naturen forbindes ofte med forestillingen om noget billedskønt, meditativt og livsbekræftende, men kan også være forbundet med noget mørkt og frygtindgydende. Oplevelsen af naturen som truende er højaktuel med den usikkerhed og ængstelse, som de konkrete klimapåvirkede vejrforhold og coronavirussens spredning over hele verden har ført med sig. Men frygten kan også være betinget af en indre angst og usikkerhed, af mentale tilstande som vi overfører til naturen og til forestillingen om naturen som noget uhyggeligt.

Nu Falmer Skoven deltager præsenterer fotografier, videoværker, skulpturer og installationer, som på tankevækkende vis griber ind i vores frygt for det lunefulde og uvisse i naturen. Forbindelsen mellem vores indre, psykiske landskaber og ydre, fysiske forhold og økosystemer er emner Jakob Kudsk Steensen og Joachim Koester tager fat i. På hver sin måde kobler de menneskets ubevidste lag sammen med bl.a. fobien for vand eller med kropslige ur-bevægelser i samklang med naturen. Astrid Kruse Jensen kredser om den sårbarhed, som er forbundet med frygten for det forgængelige, mens Daniel Gustav Kramer afsøger naturens nærmest mytiske dybder og vores sammensatte følelse af tiltrækning og uro. Sammenkædningen af vores skjulte og ubevidste impulser med naturen går igen i værker af Maiken Bent og Astrid Svangren, som med henholdsvis en markeret slagkraft og en mere subtil erindringsverden skildrer de psykologiske rum, som aftegner sig i naturen. Hos Jennifer Steinkamp er skoven derimod stukket af og indgår nu som en egen planet i kredsløb omkring Jorden, med grene som let truende fangarme, der griber ud mod os.

Udstillingens titel er hentet fra N.F.S Grundtvigs salme ”Nu falmer skoven trindt om land” fra 1844, der beskriver efteråret, og hvordan naturen her taber sin kraft for igen at vende spirende tilbage til foråret. I udstillingen er titlen brugt som en henvisning til særligt forfaldet, mørket og angsten, men også de sammensatte følelser af angst og håb, frygt og ansvar, mange mennesker oplever i dag.

Kilde: Skovhuset Kunst & Natur