Joachim Koester
Gennem film, fotografi og installation undersøger Joachim Koester fotografiets og de levende billeders tvetydige karakter, som både dokumentarisk og fortællende materiale.
I sine film- og fotografiske værker undersøger den danske kunstner Joachim Koester historiens synlige spor. Spor, der som æselører i bøger, overalt minder os om, at andre før os, har sat sit præg på den fortælling, vi nu selv er en del af.
Bag værkernes motiver synes at gemme sig en nysgerrighed efter at forstå historien, og vores måde at konstruere den på, udfra hvilke begivenheder vi vælger at huske og mindes, og hvilke vi glemmer og hengemmer i hukommelsen.
Joachim Koesters værker befinder sig et sted midt mellem fiktion og dokumentation, mellem forestilling og fremstilling. På dokumenterende vis portrætterer flere af Koesters fotografier og videoinstallationer steder, hvis storhedstid længe har været glemt, og aktiverer herved glemte erindringer.