Olaf Breuning: It’s still a garden

Ved første øjekast, virker Breunings skulpturer nuttede og indtagende, med deres overdrevne udtryk og legefulde former. De hånddyppede lys der stikker ud fra dem, er nærmest tentakel-lignende. Antallet af lys er overvældende, de er et tydeligt vidne om mange timers arbejde med en aktivitet mange kender fra barndommen. Skulpturene er ikke bare nuttede, de er også massive. Selve deres størrelse vidner om deres materiale, de vidner om at vi er på gennemrejse her, og at det som består, har altid været her.

Ved nærmere inspektion, er det vi opfatter som nuttet ladet med en underliggende følelse af ubehag. Breunings skulpturer er ikke bare nuttede. Der er noget truende over dét som vi i første omgang klassificerer som nuttet. Når vi giver noget ansigt, et deformt ansigt med store øjne og ingen eller en meget lille mund, nægter vi det, kontrært nok, talens brug. Et nuttet ansigt er ufuldstændigt og ligner ikke vores eget. Ansigtstrækkene er forstørret eller formindsket. Det er et paradoksalt ansigt, som skal have lige præcis nok ansigt til at kunne mødes vores eget med empati, men ikke nok personliggørelse til at gøre den til vores ligemand. Hermed ville selve magtforskellen som det nuttedes æstetik afhænger af, udviskes.

Kilde: Nils Stærk