Gallerirevy København marts 2023: Pludselig falder der vand ned fra loftet

Denne måneds gallerirevy er udspændt mellem det stramme og formelle og det legende og nuttede. Du kan opleve alt fra plaskende vandfald, store stearinlysskulpturer over katolske korstole til inciterende junglebilleder.

Ghislaine Leung (f. 1980) er en britisk billedkunstner, som er født i Sverige. Hun arbejder mest med readymades og gennemgående stedsspecifikt.

Hendes knivskarpe udstilling i Simian er således tilpasset det store og rå rum under terræn, ligesom hun gør brug af den kunstigt anlagte sø over kunsthallen, som det fremgår af titelværket Fountains (2022) – et kunstigt skabt vandfald. Med bestemte intervaller falder vand plaskende ned fra loftet og overdøver alle andre lyde i og uden for rummet.

Udstillingens største værk Violets 2 (2018) består af lange, brede stålrør, der kanter sig langs gulvet mellem søjlerne. Det er ventilationsrør fra et værtshus i den belgiske by Aalst som blev anvendt, før rygeforbuddet ramte den vestlige verden.

På en hylde ses yderligere en række humoristiske, offentlige skulpturer Public Sculptures (2018): legetøjsfigurer i plastic i stærke farver. Dette offentlige legetøj udlånes i det københavnske Legetek til børn med særlige behov.

Udstillingen omfatter yderligere to værker: En babymonitor Monitors (2022) på væggen, som ”overvåger” Simians kontor i en omvendt gestus: normalt er det i sagens natur kontoret, der skal holde øje med de udstillede kunstværker.

Det sidste værk Hours (2022) er et feministisk nødråb. Det er en hvid firkant malet direkte på væggen. Den er inddelt i 168 felter, dvs. antallet af timer på en uge. Midt i firkanten er der malet en sort firkant, som minder om den russiske abstrakte maler Kasimir Malevitj’ (1878-1935) Sort kvadrat (1915).

Men det er ikke nogen abstrakt tilføjelse, snarere en selvbiografisk, for den sorte firkant dækker over det forsvindende lille antal timer, som kunstneren, der er nybagt mor, har til rådighed om ugen til at skabe kunst.

Alle værkerne er etableret på baggrund af ‘scores’, dvs. instruktioner til udstillingsstedet om, hvordan de skal installeres og tilpasses rummet. Værkerne, der tidligere er blevet vist i andre udstillingsfora, installeres hver gang på en ny måde i relation til den givne udstillingsarkitektur, så konteksten fortløbende forandrer kunstværkernes form og præsentation.

De kan minde lidt om DIY-værker fra IKEA. Men det ændrer ikke ved, at der er tale om en æstetisk kompleks og delikat udstilling. Der er renhed i linjerne, og farverne er køligt-moderne – fortrinsvis i hvidt og stålfarver kun brudt af de stærkt farvede offentlige ”skulpturer”.

Leung arbejder med ”konstitutionel kritik” af de grundvilkår, hvorunder kunstproduktion finder sted. Man aner magtkritikken, især i firkanten på væggen og i overvågningsmonitoren.

Værkerne fremstår så anonyme og prunkløse, at det i første omgang kan være lidt vanskeligt at få øje på udstillingen, men det plaskende vand bryder anonymiteten og gør kunstoplevelsen sanselig.

Genopfundet arkitektur

I rummet ved siden af residerer pt. de materialeeksperimenterende kunstnere Marie Søndergaard Lolk (f. 1981) og Anne-Mette Schultz (f. 1983) med udstillingen Skald – fonetisk et homonym, der lyder ligesom skal – et substantiv, der betegner et beskyttende lag omkring noget blødt indeni – jfr. skaldyr.

Men det lyder også ligesom verbet ‘at skulle’ i præsens. Sætter man et j ind, bliver det til skjald – en trubadur fra vikingetiden og middelalderen.
Men ordet skald findes faktisk og betyder ifølge sproget.dk “larmende munterhed, snak eller vrøvl”.

Duo-udstillingen lægger sig associativt mellem alle disse betydninger og er blevet til i en løbende dialog med de fire kunstnere, der driver Simian. Nogle af materialerne er genbrugt fra tidligere udstillinger i kunsthallen.

De to kunstnere arbejder her i spændingsfeltet mellem maleri og skulptur. Umiddelbart er der noget sakralt over rummet. Alle elementer er hårfint afstemt med rummets bleg-grå farver.

Det varer da heller ikke længe, før det står klart, at kunstnerne har hentet direkte inspiration i det klerikale rums inventar. Ud af noget pauvert træ har de bygget korstole og malet dem i stærke blå eller bleggule farver.

I den katolske kirke benyttes korstole af præster, munke og nonner under messen. Sæderne kan slås op eller ned, så man både kan sidde og stå op og få støtte i ryggen under den til tider lange messe. Et sådant opslået sæde benævnes misericordia – medlidenhed.

Et monstrøst stort maleri læner sig op ad den ene langvæg. Det har titlen Ryg, mens korstolene har titlen Sæde. Det er en subtil leg med gamle rekvisitter, der her får nyt liv og mæle. Nogle af korstolene har plads til mere end en deltager, hvorved de to kunstnere også betoner bønnen som en social handling.

Ghislaine Leung: Fountains. Marie Søndergaard Lolk og Anne-Mette Schultz: Skald. Begge i Simian. Til 16. april.

Strømførende poesi

Maleren og grafikeren Anders Brinch (f. 1971) henter på sin nye udstilling Kager og kaviar i Hans Alf Gallery inspiration både i surrealismen og i en lyrisk form for folkekunst, men også i børnebogsillustrationer og tegneserieikonografi.

Det er et fortryllet univers, der samtidig har allusion til digterbohemen Jens August Schades (1903-78) poetiske og humoristiske univers og kan minde om Hans Scherfigs (1905-79) frodige jungle-verden og Henry Heerups besjælede, menneskelige figurgalleri, især i cykelmotivet Tricky Trippy Bike, som er omgivet af skønne, saftiggrønne arabesker.

Værkerne, som alle er malet i år, virker lidt dagbogsagtige og rummer en selvironi. Scenerne virker som oplevelser, der kalder på at blive bearbejdet. Udstillingstitlen Kager og kaviar refererer netop til et drømmende parallelunivers med luksus-smagsoplevelser på tungen.

Det er det søde og det salte – dog handler de fleste af værkerne om det våde element. Her tænker jeg ikke på hav og swimmingpools, der også figurerer, men på de alkoholiske drikke, der optræder i mange af værkerne:
I Happy Hour griber et niarmet menneskeuhyre ud efter x antal flasker. I Yellow Breakfast sidder et par med en mega flaske mellem sig etc.

Der er også krybdyr, en kæmpe krokodille i en swimmingpool, en lille dreng, der betragter otte drikkende mammutter i det violette maleri Jurassic Pool.

Anders Brinch botaniserer med penslen, og hans univers synes at være flyttet til en eksotisk jungleverden, hvor farverne er stærke, hvor man kan surfe hele året og gå på bar i måneskin uden overtøj. Et topbillede er Wrong, hvor han har skåret den trængte eksistens helt ind til knoglerne, og kroppen former en Kafkask labyrint.

Brinchs værker er præget af en i ordets mest positive betydning dekorativ og ornamentagtig stil, der forankrer motiverne i en frodig, naturbunden drømmeverden.

Anders Brinch: Cakes and Caviar. Hans Alf Gallery. Til 25. marts.

En duft af stearin og træ

Den schweiziske kunstner Olaf Breuning (f. 1970) arbejder tværmedialt: Han er både grafiker, fotograf, skulptør og video- og installationskunstner.

I sin nye udstilling It’s Still a Garden tester han – ikke som videnskabsmand, snarere som legebarn – forholdet mellem kunst og virkelighed.

Når man træder ind i udstillingen, fyldes næseborene med en pirrende duft af træ og stearin. Det er ikke altid lige forenelige størrelser, eftersom ild som bekendt kan antænde træ og skabe både små og kontrollerede brande – de såkaldt bonfires – og destruktive, herunder skovbrande, som i disse år accelererer pga. de stigende globale temperaturer.

Galleriet har givet Breunings udstilling en teoretisk ramme, leveret af den amerikanske kulturteoretiker Sianne Ngai (f. 1971), der i sin forskning har fokuseret på bl.a. det søde, det skøre og det nuttede som vigtige, men oversete, æstetiske kategorier, der fremkalder ambivalente følelser såsom aggression og empati eller omsorg hos modtageren.

Breuning har som et andet legebarn udhugget en fantasiverden af figurer i massivt træ. Udstillingsrummet er fyldt med svampe, krokodiller, orme, en snemand, træer og fugle. De er alle prydet med polykrome, hånddyppede stearinlys, der stikker ud fra figurerne som pigge eller fallosser. Det er både et gotisk uhygge-univers og et nuttet barndomsland, Breuning har sat i verden. Og som sådan en smule ‘unheimlich’, selvom træfigurerne umiddelbart minder om klatredyr i en børnehave.

Figurerne er fra 2005, mens træsnittene på væggene er fra i år. De danner dekorativt-legende, abstrakte mønstre, som opstår, når cirkler og firkanter i stærke farver griber ind i hinanden. Trykkene er overført til lærred og er også bemalet med akryl og gesso. Breuning er en god håndværker, som ynder at arbejde taktilt og analogt – med hænderne.

Udstillingstitlen refererer i min optik til paradis’ have, som kunsten til stadighed kan give os adgang til, hvis vi lytter til vores indre barn og i øvrigt giver naturen plads i vores liv.

Olaf Breuning: It’s still a Garden. Nils Stærk. Til 14. april.