Pernille Pontoppidan Pedersen: Objektet, jeg er

Hvem ved om ikke tingene
ved med sig selv
at vi hedder
noget andet

Uddraget fra Inger Christensens Brev i april fra 1979 foranlediger os til at betragte os selv og resten af verden på objektets præmis. Og det har været afsættet for soloudstillingen Objektet, jeg er af Pernille Pontoppidan Pedersen.

I processen får materialet næsten karakter af et subjekt der svarer igen, udtrykker følelser, har en erindring. Det endelige værk er produktet af en interaktion mellem de to – i dette tilfælde kunstneren og leret. Pernille Pontoppidan Pedersens arbejde med ler er, med hendes egne ord, en akkumulering af energi og rastløshed samt observationer af skæve møder og deres konflikter. Hendes værker er let aflæselige, frie af fortænkte og spekulative forskrifter og, vigtigst, uforudsigelige som konsekvens af hendes bevidst impulsive proces. Det er netop hendes samtaler med objektet – leret, træet, glasuren – der er den gennemgående tematik i Objektet, jeg er.

“Jeg ønsker at møde objektet ligeværdigt, samarbejde og lade dialogen mellem os præge retningen. Hvordan kan objektet og jeg sameksistere på lige vilkår? Hvordan er objektets eksistens uafhængigt af menneskets perception og kan eksistere på egne præmisser? Udstillingen undersøger tingen som mere end blot en død materialitet – noget som rummer erfaringer, viden, følelser og oplevelser” fortæller Pontoppidan og understreger vigtigheden af samtalen..

Den amerikanske filosof, Graham Harman, argumenterer i sin teori, Object-Oriented Ontology, for at ethvert objekt er mennesket ligeværdigt og mener at det burde være obligatorisk at tænke en virkelighed, som går ud over den gængse, der i moderne filosofi sætter mennesket i centrum. “Ontologi må gøre rede for alle sådanne objekter og ikke bare afskrive dem eller reducere dem til foragtelige ligegyldigheder” skriver han. Pernille Pontoppidan Pedersens værker går således i dialog med hinanden på samme præmisser som med beskueren.

Kilde: Køppe Contemporary Objects