Ryoichi Nakamura: A Study of Identity

4 apr - 25 jul 2026

Udstillingen viser en serie af værker, der kredser om identitet og minoriteter og kommer nu for første gang til Europa.

Ryoichi Nakamura: A Study of Identity. Foto: Birthe Laursen Art Agency.

Udstillingen viser en serie af værker, der kredser om identitet og minoriteter og kommer nu for første gang til Europa.

12. marts 2026
En del af værkerne sætter fokus på de 120.000 japansk-amerikanere, som under 2. Verdenskrig blev tvunget i interneringslejre. Gå ikke glip af denne spændende udstilling af japanske Ryoichi Nakamura, der præsenteres af Birthe Laursen Art Agency i Gilleleje!
Hvordan ville du reagere, hvis dit hjemland pludselig bad dig sværge på, at du ikke var fjendtligt stillet overfor det? Portrætter af japansk-amerikanere, der har stået i netop denne situation, er kernen i Ryoichi Nakamuras serie A Study of Identity:
“Under 2. Verdenskrig oplevede japansk-amerikanerne en forvirring omkring deres identitet – de var hverken amerikanere, heller ikke japanere. Jeg tænkte længe over, hvordan jeg kunne udtrykke dette identitetstab, denne identitetsforvirring og splittelse,” fortæller Ryoichi Nakamura.
Resultatet blev en omfattende serie af overmalede fotografier, som hver især viser én af de japansk-amerikanere, der efter Japans angreb på Pearl Harbor d. 7.12.1941, blev tvunget i interneringslejre langt fra deres hjem.
“Mistænkeliggjort af deres hjemland blev de, som følge af dekret 9066, bedt om at svare ‘ja’ eller ‘nej’ til, om de afviste enhver form for troskab til Japans kejser. Et spørgsmål der fik mange mennesker til at føle sig både forvirrede og forrådte,” forklarer Ryoichi Nakamura:    
“Chokket fra dekret 9066 må have været ødelæggende. Selvom de var amerikanske statsborgere, blev de ikke anerkendt som amerikanere, fordi de så japanske ud. I disse portrætter prøver jeg at udtrykke deres inderste følelser”, forklarer Ryoichi Nakamura, der bevidst har sløret portrætterne, så man ikke kan afkode deres etnicitet. Farverne repræsenterer følelser som vrede og sorg. 
Siden sin begyndelse i 2015 har Ryoichi Nakamura udvidet A Study of Identity til også at omfatte farverige oliemalerier beklædt med glitrende guld- og sølvfolie. Disse værker vil også kunne opleves på udstillingen og vidner om, hvordan det også i Japan kan være svært at være en minoritet:
“I Japan bliver børn født af hvide eller sorte forældre sommetider set som ‘ikke japanere’ – blot på grund af deres udseende. De farverige pigmenter repræsenterer mennesker fra forskellige baggrunde og kulturer. Ved at dække dem med falsk guld- og sølv har jeg sløret farverne nedenunder – som dermed symboliserer et samfund, der på overfladen fremstår strålende og smukt, men som skjuler den diversitet, der virkelig beriger det.”  
I forbindelse med denne udstilling holder Birthe Laursen Art Room åbent hver torsdag, fredag og lørdag fra kl. 11-15 samt yderligere alle dage efter aftale. 


Adresse
Birthe Laursen Art AgencySt. Strandstræde 1
3250 Gilleleje

Åbningstider
Åben alle dage efter aftale

Entre pris
Gratis entré