Politikere og kunstnere kan lære af hinanden i en række nye og usædvanlige dialogmøder på Christiansborg.
I Sanser & Finanser #3 kan du deltage i en samtale mellem kunstner Gudrun Hasle og Pia Olsen Dyhr, formand, SF. Vi mødes i SF’s gruppeværelse på Christiansborg og Emma Holten er vores vært.
Vi vil tale om at tage sig tid – i politik og i kunst.
Hastigheden i politik er hurtigere end nogensinde, og vi skal alle løbe stærkere og præstere mere og bedre. Mens flere og flere i både politik og andre dele af samfundet går ned med stress, vælter nyhederne og problemerne ud 24 timer i døgnet og lovforslag hastes igennem.
Samtidig er mange kunstnere i gang med en helt anden bevægelse. Mod de langsomme metoder og dybere væren i verden. Værkernes langsomhed står i kontrast til samtidens hurtige kommunikation og livsstil præget af sociale medier, og udgør i Gudrun Hasles kunstneriske praksis samtidig en tydelig modpol til tidens krav om performance og perfektion.
I en verden, hvor tempoet accelererer, og beslutninger træffes hurtigere end nogensinde, hvad kan den langsomme kunst da give os? Og findes en del af løsningen på vores samfunds kriser i ændrede hastigheder?
Det taler Emma Holten med Gudrun Hasle og Pia Olsen Dyhr om i Sanser og Finanser #3, hvor du også kan opleve flere af Gudrun Hasles værker, der på forskellig vis taler ind i og perspektiverer samtalens temaer om tempo, tid og sårbarhed i vores hyperproduktive samfund.
Du kan tilmelde dig her
Praktiske oplysninger
Mødetid senest kl. 14.45, da der kan være kø ved indgangen til Christiansborg.
Når du ankommer til Christiansborg, skal du gå ind via besøgsindgangen (til højre for den store trappe) og igennem et sikkerhedstjek, som minder om sikkerhedstjekket i en lufthavn.
Tilgængelighed
Kørestolsbrugere kan benytte Folketingets besøgsindgang og komme videre til resten af Folketinget med elevator. Folketinget er medlem af mærkeordningen for tilgængelighed, God Adgang. På mærkeordningens hjemmeside kan du få detaljerede oplysninger om adgangsforholdene ved de enkelte lokaler i Folketinget og på det øvrige Christiansborg.
På Christiansborg er der trapper og niveauforskelle, så kontakt Besøgstjenesten, hvis du (eller nogen i gruppen) er gangbesværet/bruger kørestol.
Her kan du læse mere om Folketingets adgangsforhold og tilgængelighed: https://www.ft.dk/da/besoeg/praktiske-oplysninger
Her kan du læse mere om Folketingets adgangsforhold og tilgængelighed: https://www.ft.dk/da/besoeg/praktiske-oplysninger
Om Sanser og Finanser
Sanser & Finanser er samtaler om kunst og politik med en ny type live kunstmøder på Christiansborg med Emma Holten som vært. Her mødes en toppolitiker med en anerkendt kunstner i en personlig og inspirerende samtale. Samtalerne finder sted i forskellige partiers gruppeværelser på Christiansborg.
Sanser & Finanser er et samarbejde mellem Bikubenfonden og Art Matter og er støttet af Statens Kunstfond.
Kilde:
Art Matter og Bikubenfonden
Art Matter og Bikubenfonden