Saxon Quinns seneste malerier inviterer beskueren til at iagttage den kreative kombinationen af både en abstrakt og figurativ tilgang til maleriet. De 20 nye værker på lærred bærer en følelse af hastighed og intensitet, bevægelser der er presserende og levende, og giver et glimt ind i kunstnerens indre rum; dets bevægelser, kaos, frihed og klarhed.
Udstillingen viser samlet en verden af rå, naive og instinktive penselstrøg påvirket af hans store interesse for historie og arv inden for abstrakt modernisme, blandt andet de danske CoBrA-malere. Værkerne trækker på indflydelse fra Asger Jorn, sammenflettet med Quinns eget kontinuerlige udviklende sprog om ansigter og masker. På tværs af værkerne dukker ansigter op, opløses og samles. Aldrig fikserede, men afspejler noget bredere og mere kollektivt. Ligesom Jorn og andre CoBrA-malere læner Quinn sig op ad en naiv, barnlig tilgang, der prioriterer instinkt og fantasi frem for kontrol. At lære om Jorns skift mod en mere instinktiv arbejdsmetode ramte en nerve hos Quinn. Ikke som en sammenligning, men som et skub til at give slip, stole på processen og lade værket udvikle sig uden begrænsninger.
Udgangspunktet for PAREIDOLIA er et engagement i fantasi og genkendelse som en fundamental menneskelig impuls. Ved at trække på barndomsminder; øjeblikke med at betragte mønstre og opdage ansigter, næser, øjne i f.eks. knaster og træmønstre – udforsker Quinn fænomenet pareidolia. Ansigter dukker op, opløses og omkonfigureres gennem værkerne; de er aldrig entydige eller stabile, men snarere afspejlinger af fælles følelsesmæssige tilstande af angst, lettelse, forbløffelse og glæde. De afspejler den mærkelige rytme i en hverdag, hvor følelsesmæssige op- og nedture ligger side om side. Udstillingen inviterer beskueren ind i Quinns måde at se på, hvor mening er flydende, former er ustabile, og ansigtslinjer kan findes overalt.
Ligesom værker af historiske abstrakte kunstnere er Saxon Quinns malerier omhyggeligt afbalancerede med stor opmærksomhed på elementernes grafiske komposition, levende strøg på jordstøvede baggrunde. Som en bemærkelsesværdig detalje på mange af Saxons værker fortsætter maleriet uden for lærredet. Saxon Quinn bryder traditionen ved at lade værket flyde over og fortsætte ud på rammen. Værket og dets overflod af energi bliver dermed noget, der ikke kan inddæmmes.