Kirsten Klein har siden 1980’erne markeret sig som en af Danmarks væsentligste fotokunstnere, og er især kendt for sine teknisk overlegne s/h landskabsbilleder, der er rigt repræsenteret på danske museer og i en lang række publikationer.
En grundig gennemgang af Kirsten Kleins omfattende arkiv, som har stået på i de seneste år, afslører imidlertid forholdsvis ukendte men stærkt vedkommende sider af hendes mangeårige produktion, som fortjener at se dagens lys. Herunder bl.a. landbo-kulturen og hverdagslivet på Mors samt de mere antropologisk orienterede billeder fra Kleins kulturelt mangfoldige møder med mennesker verden over, hvis dagligdag og muligheder former og formes af det omgivende landskab.
Kirsten Klein fik sit første kamera som 11-årig, og erkendelsen indtraf tidligt, at hun ville arbejde kunstnerisk med fotografiet, og at livet skulle leves i tæt sammenhørighed med naturen. Ikke med afsæt i en nationalromantisk forestilling om bondelandets lyksaligheder, men ud fra en klar overbevisning om, at hun som et kropsligt, sansende menneske var en indlejret del af naturens evige komplekse kredsløb.
Dette holistiske natur- og livssyn har præget Kirsten Klein livet igennem, både privat og i hendes kunstneriske praksis, og her findes måske kimen til hendes helt særlige evne til at aflæse, sanse og gengive de mange landskaber og mennesker, som hun har mødt igennem et helt liv. Fra en altid indlejret og ydmyg position viser hun hvordan fænomenerne, meteorologiske, klimatiske, kropslige og kulturelle forhold spiller sammen og er gensidigt afhængige af hinanden.
Det er udstillingens ambition at vise, hvor aktuel og bredtfavnende Kleins kunstneriske virke i virkeligheden er, og udstillingen bliver derfor en af de mest omfangsrige præsentationer af Kirsten Kleins arbejder. Udstillingsprojektet skabes i samarbejde med Holstebro Kunstmuseum, der viser udstillingen i 2026.
Kilde:
Munkeruphus
Munkeruphus