Kirsten Klein (født i Stockholm i 1945) anses for en af Danmarks mest betydningsfulde nulevende fotokunstnere. Hendes interesse for fotografi opstod som 11-årig og udsprang af kærligheden til landskabet og naturen, som hun følte sig tæt forbundet med allerede som barn. Det er da også hendes teknisk overlegne sort hvide landskabsbilleder, som hun især er kendt for, og som vi i over et halvt århundrede har kunnet nyde i en lang række udstillinger, udgivelser og på museer landet over.
Kunsthistorisk er Kirsten Klein først og fremmest blevet beskrevet som en landskabsfotograf, der genre- og motivmæssigt har rødder i den nordiske naturromantiske tradition, og som med sin nærmest alkymistiske gradbøjning af gråtoner og en skærpet vægt på lys og skygge er blevet sammenlignet med, hvad Vilhelm Hammershøi opnåede med sine oliefarver. I forlængelse heraf er der ofte blevet sagt og skrevet, at der sjældent er mennesker i Kirsten Kleins billeder.
En gennemgang af Kirsten Kleins omfattende arkiv, som er foregået de seneste år forud for udstillingen, afslører imidlertid flere underbelyste men stærkt vedkommende sider af hendes mangeårige produktion, som netop sætter fokus på mennesket, dets daglige liv og gøremål, i særdeleshed på landet, men også i landsbyer og byer på tværs af kloden.
Udstillingen viser bl.a. portrætter fra landbo- og ungdomskulturen på Mors, som Kirsten Klein begge skildrer og fascineres af, da hun flytter til Limfjordsøen i 1976, hvor hun også engagerer sig i miljø aktivistiske organisationer, bo- og arbejdsfællesskaber. Hertil kommer en forholdsvis ukendt og mere antropologisk orienteret motivkreds af de mennesker, som Kirsten Klein har mødt på sine utallige rejser til bl.a. Afrika og Mexico, og som tilføjer et globalæstetisk spor i kunstnerskabet, der rækker langt ud over de velkendte hjemlige landskaber.
Endelig viser udstillingen også en serie performative fotografier, hvor Kirsten Klein har sat sig selv i scene som et kropsligt sansende menneske indlejret i forskellige stemningsmættede landskaber, og hvor den valgte camera obscura-teknik opløser skikkelserne i nærmest svævende gestalter samt udvisker grænserne for, hvor samhørigheden mellem krop og natur ophører.
Det er udstillingens intention at vise, hvor bredtfavnende og aktuelt Kirsten Kleins kunstneriske virke i virkeligheden er, og at hun på mange måder har været forud for sin tid i sin både analog måde at leve og arbejde på. Det gælder hendes store fototekniske eksperimenterelyst og formåen, men også hendes kompromisløse valg om at leve i tæt samhørighed med naturen og i fuld overensstemmelse med sine idealer, hvilket vækker genklang og længsel i vores samtid.
Måske er det i dette holistiske natur- og livssyn, at vi finder kimen til Kirsten Kleins helt særlige evne til at fremkalde og forevige natur og mennesker som del af en større fælles sfære. Fra en altid indlejret og ydmyg position minder hun os om, hvordan vi alle er flettet sammen i klodens artsrige og flerstemmige væv, hvor landskabelige, meteorologiske, klimatiske, kropslige og alle mulige andre forhold er evigt forbundne og gensidigt afhængige af hinanden.
Som en nutidig poetisk stemme i udstillingen, ledsages Kirsten Kleins værker af tekstsamlingen ”Dele af det du fik mig til at tænke på”, hvor kulturgeograf Emmy Laura Pérez Fjalland tager ophold i nogle af Kirsten Kleins landskaber og motiver, der fremkalder forfatterens egne erindringer og akkumulerende associations-rækker. Teksterne udgives også senere på året som del af en større bogpublikation med øvrige tekstbidrag af lyriker og lydkunstner Cia Rinne samt kunsthistorikerne Rune Gade, Anders Gaardboe Jensen og Line Kjær.
Udstillingen er støttet af: Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Færch fonden, Holstebro Kunstmuseum og Munkeruphus
Kilde:
Munkeruphus
Munkeruphus