SPECTAs nye udstilling låner sin titel She Suffers So Much More (Hun lider så meget mere) fra eventyret Den lille havfrue af den danske forfatter HC Andersen fra 1837. En række temaer er indlejret i eventyret og denne udstilling vil være den første af flere, der kommer, med udgangspunkt i Den lille havfrue. Udstillingen præsenterer værker, der omhandler kropslige manifestationer af modifikation, transformation og af at være imellem forskellige tilstande.
I en række skulpturelle objekter introducerer den danske billedkunstner Martha Hviid, hvad der synes at være dele af en krop, løsrevet fra hinanden. Når vi ser på de bløde og hvide objekter, til tider strakte eller sammenpressede, føles det som om, vi bare får glimt af kropsdele, der hvirvler rundt og dukker op nu og da, mellem forskellige verdener. Rækken af objekter ligner en igangværende transformation, som måske eller måske ikke danner en samlet helhed til sidst. Kroppen er enten i opløsning eller på vej til at blive forenet i en ny form.
To malerier af Thordis Adalsteinsdottir reflekterer over at være midt imellem to verdener. I Upstair Neighbour møder vi en person, der ikke har andet på sig end et par højhælede sko, en bowlingkugle i den ene hånd og en martini i den anden. Personen på maleriet passer ikke ind i det traditionelle binære blik: er det en mand eller en kvinde, vi præsenteres for? I Adalsteinsdottirs maleri præsenteres vi for et menneske: overboen.
Et andet større maleri mimer Adalsteinsdottir Liberty Leading the People af Delacroix, men det franske flag er erstattet af en gryde med kogte bananer, og en ørn spiser af kvindens bryst og spiser stort set brystvorten og huden af. I Adalsteinsdottirs maleri er kvinden fanget mellem en gammeldags kvinderolle som omsorgsperson og friheden.
I et stort pailletmaleri skildrer Frances Goodman en havfrue; en vision om den feminine, forførende og smukke figur, som mange myter har beskrevet. Denne havfrue sidder dog på land og har titlen Siren of the Swimmingpool. På den måde er der et subtilt nik til hybridvæsenets umulighed. Som i eventyret kan havfruen ikke være hendes fulde karakter og leve på land. Noget skal ofres, hun må opgive sit eget væsen, for at forfølge den mand hun har forelsket sig i.
Tre fotografiske værker fra Frances Goodmans Vajazzles-serie viser en meget direkte måde at modificere den nutidige kvindekrop på, lavet med det formål at være attraktiv for en partners blik.
Det originale eventyr om Den Lille Havfrue er meget ulig nutidens Disney-versioner… I den originale historie får havfruen ikke sin prins i sidste ende, og hun er tvunget til at træffe valg, ofre sig og definere og omdefinere sin position. Havfruens fysiske krop er det åbenlyse symbol på et komplekst sæt af valg, ønsker og kampe, som er grundlæggende for mange af os.
Kilde:
SPECTA
SPECTA