Sig det med blomster! O.D. Ottesen og den tvetydige idyl

Ny udstilling på Kunstmuseet Brundlund Slot sætter for første gang fokus på blomstermaleren O.D. Ottesen som eksperimenterende oprører i en ellers traditionsbundet genre. (Til januar følger Nivaagaards Malerisamling trop med det tilsvarende første fokus på den anden af 1800tallets store danske blomstermalere, J.L. Jensen)

Den forskningsbaserede udstilling og ledsagende bog er det første forsøg på at revurdere synet på den sønderjysk fødte kunstner og hans virke. O.D. Ottesens malerier er nemlig meget andet og mere end smukke roser og poetiske, idylliske buketter.

I flere værker udfordrer han det traditionelle blomstermaleri med overraskende og for tiden usædvanlige greb, hvad enten det drejer sig om symboler, beskæring, komposition eller motiv.

I de sidste mange årtier har blomstermaleriet i bedste fald været anset som forældet og uden indhold. I værste fald som kitsch. I Ottesens tilfælde skal man dog ikke tage fejl. Der gemmer sig skarpe samfundskritiske holdninger bag en tilsyneladende harmløs skovsø med en rovfugl. Et nutidigt blik vil sikkert se kitsch, men samtiden mærkede tilsyneladende en aldrende naturforkæmpers skarpe pensel. Nok var Ottesen af omstændighederne tidligt tvunget til at tage til takke med ”tarvelige Vinterfrugter” og etderaf tidligt etableret ry som blomstermaler, men inden for dette begrænsede felt formåede han alligevel at favne en forbavsende alsidighed.

Med nutidens negativt farvede blik kræves der ganske vist hjælp til den afkodning, der i samtiden gav hans billeder indhold og ’følelse’, men selv uden redskaber aner man hurtigt en kunstner, der eksperimenterede med både beskæringer og synsvinkel ud over det sædvanlige. Han trækker på adskillige kulturelle og ikonografiske referencer efter forgodtbefindende, om der så er tale om fotografiet eller nederlandske forbilleder, og det står hurtigt klart, at selvom fællesnævneren nok er blomster, skaber han ikke entydige læsninger i sine værker. Han maler klassiske opstillinger inspireret af forbillederne med mere eller mindre tydelige metaforer. Han ofrer lige så meget opmærksomhed på ukrudt som på pryd og skildrer uprætentiøse planter i deres naturlige omgivelser.

I et enkelt tilfælde har han således helt uden sidestykke forsøgt at skildre et stykke musik (Andanten i Beethovens Pastorale Symfoni, 1860), og i et andet beskærer han drastisk sit motiv ned til det helt basale. En Rose i Soldatens Knaphul er i den forbindelse selv for sin tid højest usædvanlig.

O.D. Ottesen
Otto Diderich Ottesen (1816-1892) bliver født i Broager som søn af en fattig husmand. Sendes som otteårig ud at tjene som hyrdedreng – og først som 18årig lykkes det ham at komme til København, hvor han starter i malerlære hos en malermester samt optages på Kunstakademiet. Han gennemfører dog aldrig
uddannelsen og videreuddanner i stedet sig selv ved at studere især de nederlandske stillebenmalere. Først i 1842 debuterer han på Charlottenborg med to frugtstykker og et enkelt blomsterstykke. Samme år sælger han et værk til den berømte billedhugger Bertel Thorvaldsen, og året efter til Kong Christian VIII, og hermed er hans ry etableret. Ottesen udstiller hvert år frem til sin død på den årlige udstilling – i alt 52 gange med 209 værker.

Kilde: Kunstmuseet Brundlund Slot