"Hans arbejde med maleriet er ikke just eksakte gengivelser af virkeligheden, som vi kender den, men snarere udogmatiske og humoristiske forsøg på at åbne og undersøge maleriets form […]. Hvor nogle værker fremtræder legende og lette, er andre kondenserede og gådefulde kompositioner." (om Svend Danielsen i Kunsten Nu, oktober 2018 af Alexander Clausen)
Åbenheden, spontaniteten og legen med maleriets muligheder for fremtrædelse, repræsentation og tilstedeværelse er kendetegnende for Svend Danielsens værkpraksis. Han er optaget af teksturen, farven, dybden og af rytmen og linjerne. Men hans arbejder er også en utrættelig og vedholdende beskæftigelse med billedkunstneriske udsagn i et væld af medier og materialer, som papirarbejder, skulptur, installation, fotografi, performance og musik.
De tilsyneladende løse og henkastede motiver undergår en slags forvandling, kontekster ændres, og i de bedste af værkerne ses en knivskarp og præcis komposition på fladen. Intet er for fint eller for hverdagsagtigt til Svend Danielsen. Gennem årene har han i sine værker vist os at anslaget og tilløbet til værket sagtens kan rumme kimen til noget afgørende og vigtigt. Som en blyantsskitse der er ”tættere på” det vi opfatter som ”det egentlige” – og på kunstneren. Hvis man som Svend Danielsen tør, kan flygtigheden komme til, og vi kan pludselig stå overfor et værk, hvor der er luft og lys - åndedrag - og godt at være… Han standser op i tide og giver plads til mødet med beskueren.
På vores aktuelle udstilling viser Svend Danielsen værker på papir og lærred. Værkerne kommer til at udgøre en samtidighed af meget forskelligartede - og i mange retninger pegende - forsøg og overbevisende kunstneriske eksperimenter. Værkerne går i dialog med hinanden og støder sammen, og bliver samlet set til en i rummet helstøbt enhed, der er værd at se…
Svend Danielsen (f. 1955) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1974-78 og gartner. Han har udstillet på separat og gruppeudstillinger herhjemme og i udlandet. I 2018 havde han en stor udstilling på Overgaden. Han er bl.a. repræsenteret på SMK og på Hygum Kunstmuseum. I 2012 udkom bogen ”Ting Svend er sluppet godt fra – de sidste fem-seks år” og i 2013 var han med til at starte det kunstnerstyrede udstillingssted og navnkundige ”Svends bibliotek” i Classsensgade. Han modtog Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat i 2013.
Kilde:
Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel
Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel