Thierry Feuz: Instant Karma
23 aug - 22 sep 2019Galleri Christoffer Egelund præsenterer med stolthed udstillingen Instant Karma, hvilket er den fjerde soloudstilling i galleriet af den internationale schweiziske/østrigske kunstner Thierry Feuz. Det, der springer i øjnene med det samme, når man betragter kunstneren Thierry Feuz’ værker, er den dybt æstetiske dimension i hans oeuvre. Kompositionerne er tydeligt velafbalancerede, farverne strutter af liv, og […]
Galleri Christoffer Egelund præsenterer med stolthed udstillingen Instant Karma, hvilket er den fjerde soloudstilling i galleriet af den internationale schweiziske/østrigske kunstner Thierry Feuz. Det, der springer i øjnene med det samme, når man betragter kunstneren Thierry Feuz’ værker, er den dybt æstetiske dimension i hans oeuvre. Kompositionerne er tydeligt velafbalancerede, farverne strutter af liv, og […]
Galleri Christoffer Egelund præsenterer med stolthed udstillingen Instant Karma, hvilket er den fjerde soloudstilling i galleriet af den internationale schweiziske/østrigske kunstner Thierry Feuz.
Det, der springer i øjnene med det samme, når man betragter kunstneren Thierry Feuz’ værker, er den dybt æstetiske dimension i hans oeuvre. Kompositionerne er tydeligt velafbalancerede, farverne strutter af liv, og mønstrene er tiltalende, men tag ikke fejl – de verdener, der skabes her, er ikke udelukkende ornamentale.
Udstillingens titel, Instant Karma, er næsten en selvmodsigelse og synes allerede på forhånd at placere disse værker i en tvetydig position mellem det flygtige øjeblik og det lange forløb, mens titlerne på de enkelte værker, som er taget fra mange forskellige sprog, er lige så gådefulde; i stedet for at give en eksplicit fortolkning gør de bare mysteriet dybere. Som beskuere bliver vi hurtigt klar over, at vi må træde uden for vores vante kategorier for at forstå rigdommen i kunstnerens arbejde.
Og dette er præcis, hvad hans malerier synes at tilbyde: En vej ind i nogle andre dimensioner. Det gælder især blomsterne; de er malet på en abstrakt baggrund uden nogen form for naturalisme, og nogle rejser sig i glæde, mens andre bøjer sig eller synes at være på nippet til at falde, så man kommer til at spekulere på, hvilke sære kræfter der ligger bag denne entusiasme. Ja, værkerne repræsenterer denne friske åbning udadtil, og alligevel ligger både forfald og mutation på lur lige i nærheden, som om kunstneren har fanget sit motiv midt i en overgangsfase.
Vi ser det øjeblikkeligt – lige bag disse farver med deres overflod af liv ligger ligger udslettelsens og dødens mørke kontrapunkt.
Således drager værkerne os til sig med deres klare farver, den virtuose præcision i former og linjer og den fuldendte komposition som i en captatio benevolentiae, kun for straks at fortrylle os og holde os fanget som en kødædende plante. Den første forførelse viger for en mere metafysisk søgen, hvor alt synes at blive relativt: dyre-, plante- og mineralriget bliver fri for størrelsesforhold og hierarki. Blomster, vandmænd og amøber danser rundt i et fredfyldt kosmos, hvor vi på én gang kan opleve det mikroskopiske og det uendelige. Nogle gange er de utydelige og bliver til en hybrid, idet kendte former blidt leder os over til nogle ukendte. De trækker os ud af vores velordnede og regelrette univers og får os til at forstå tilværelsen ud fra nogle nye – friere og mere intime – kriterier.
Thierry Feuz’ frodige værker giver på den måde beskueren to helt specielle oplevelser på én gang: en slags idealiseret galakse og vores egen indre verden.
Det paradis, der skildres i disse værker af Thierry Feuz, en værdig arvtager til Rothko og Kandinsky, indeholder ingen spor af naivitet eller uskyld, men er et vibrerende, svimlende og spirituelt landskab, en vidunderlig rejse gennem vores egen sjæl. Og selv om der ikke er nogen mennesker på hans billeder, træder beskueren med glæde ind i denne verden, som lader os opleve et intimt møde med skønheden i alt, hvad der er flygtigt og midlertidigt, hvorved vi bliver opfordret til at nyde øjeblikket fuldt ud.
Laure Mi Hyun Croset, forfatter
Oversat fra Michelle Bailat-Jones’ engelske oversættelse
1260 København K
Tirsdag: Lukket
Onsdag: 15:00 - 18:00
Torsdag: 15:00 - 18:00
Fredag: 15:00 - 18:00
Lørdag: 12:00 - 16:00
Søndag: Lukket